Jacob Blom giver husly til sin gamle chef

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Hans-Henrik Rasmussen senest med en fortid hos Kunde & Co er flyttet ind hos Allright Agency. Han er også i bestyrelsen for et nyt Aalborg-bureau.

Da Hans-Henrik Ramussen i begyndelsen af 90’erne blev adm. dir. Y&R, var Jakob Blom den første kreative, han ansatte.

Siden har deres veje sendt dem forskellige steder hen, men nu samles de igen i Allright Agency på den måde, at Hans-Henrik Rasmussen indtræder i bestyrelsen, får en arbejdsplads på bureauet og vil hjælpe til med dels projekter og dels administrative og økonomiske ting omkring bureauet.

Men han bliver ikke ansat.

“Jeg er involveret i forskellige projekter – både herhjemme og i udlandet – og det vil jeg fortsætte med. Men Allright er et rigtigt dejligt sted at have base, og så kan jeg bidrage til deres projekter i det omfang, det giver mening,” siger Hans-Henrik Rasmussen.

Senest kommer han fra et job som direktør hos Kunde & Co, som han forlod i det sene forår.

Før det var han i bestyrelsen for Par No. 1 og bestyrelsesformand for Reklamebureauet Os.

Nu er han så også indtrådt som bestyrelses-medlem i det nye Aalborg-bureau, Clienti, der er stiftet af Par No. 1 direktør, Anders Bjørnstrup i kølvandet på konkursen i Par No. 1.

Et af de udenlandske projekter, han arbejder på, udspringer da også af bl.a. denne kreds. Hans-Henrik Rasmussen er med i et brandingprojekt i Nigeria, der dels involverer Jørgen Juul fra det tidligere La Familia, som var blevet overtaget af Reklamebureauet Os/Par No. 1, og dels har relationer til nogle af de kreative hos Par No. 1 i Aalborg, der var med til at tilrettelægge en valgkampagne i forbindelse med det seneste præsidentvalg.

Der er flere gode grunde til, at Jakob Blom kan glæde sig over at blive aflastet på de administrative opgaver. I det seneste regnskab anfører revisor i nogle supplerende bemærkninger, at selskabet ikke opfylder lovgivningen om en bestyrelse på mindst tre medlemmer og at bogføringsloven ikke er overholdt. Desuden har der været for sen angivelse og betaling af kildeskat og moms.

Men glæden over samarbejdet stikker dybere.

“Med Hans-Henrik som støtte får jeg bedre mulighed for at koncentrere mig om det, jeg er bedst til, og det er selvfølgelig godt. Men jeg kender ham godt og ved, at han ikke bare er en driftsmand. Han brænder også for det kreative, og det er vigtigt,” siger Jakob Blom.