JBS-kampagne skal sælge undertøj, du ikke har lyst til at tage af

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

En ny kampagne for det danske undertøjsmærke JBS skal sælge bambusunderbukser, der er så bløde, at du ikke vil tage dem af. Bag kampagnen står &Partner. Se kampagnefilmen her.

I en ny kampagne vil JBS have os til at forstå, at deres undertøj er exceptionelt blødt. Så blødt, at man under ingen omstændigheder vil tage det af. 

Kampagnen, ‘Too soft to take off’ er skabt af reklamebureauet &Partner, som også har produceret kampagnefilmen i samarbejde med produktionsselskabet Blonde Media.

Kampagnen er den største, JBS har kørt i flere år, og kommer både til at køre digitalt, outdoor og på print i både Danmark, Norge og Sverige.

‘Too soft to take off’ vil dog særligt være synlig på web og digitale medier, hvor man, udover selve kampagnebilledet, kommer til at støde på en kampagnefilm, der fortæller den historie, der er gået forud for kampagnebilledet. 

En drømmeopgave
Ifølge CEO i &Partner, Jacob Færtz, har arbejdet med ’Too Soft to Take Off’ været lidt af en drømmeopgave for bureauet, der fik JBS som kunde i starten af året. 

”Med ’Too Soft to Take Off’ synes vi, at vi er lykkedes med at skabe en kampagne, der får dig til at spærre øjnene op, samtidigt med at den fortæller en historie, vi alle sammen kan relatere til – om romantik og tiltrækning mellem mennesker,” siger Jacob Færtz i pressemeddelelsen, og fortsætter:

”JBS har fra starten været med på idéen til kampagnen, og det har på alle måder været en fornøjelse at arbejde sammen med et brand, der tør vække opsigt, gå til grænsen og nogle gange lidt over. Vi er selvsagt meget begejstrede for resultatet, og vi glæder os helt utroligt til endeligt at se kampagnen få liv.”

Det har ifølge Nicolai Hartung, salgs- og marketingchef i JBS, været helt centralt for JBS at kommunikere blødheden med deres nye kampagne.

”Vi har villet skabe en kampagne, der både fanger blikket og får dig til at stoppe op, samtidigt med at den udbreder kendskabet til det fantastiske og exceptionelt bløde materiale som bambusfibre er. Vi har kort sagt aldrig produceret blødere underbukser. Lige netop det synes vi, at vi med ’Too Soft to Take Off’ får fortalt på en både flot, sjov og fængende måde,” siger Nicolai Hartung i pressemeddelelsen.