”Jeg kan ikke længere have tømmermænd”

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

På bureau i NYC: Ny serie på Bureaubiz fokuserer på de danskere, der arbejder på bureau i udlandet. Første stop er New York, hvor Line Johnsen er Art Director på det nystartede Joan Creative.

”Vi bliver aldrig rigtig færdige med at arbejde herovre”, er noget af det første Line fortæller om sit arbejdsliv i byen, der efter sigende aldrig sover.

Ifølge Google er der 6202 km imellem os. Men via Whatsapp, som jeg har fået Line til at installere til lejligheden, lyder det som om, at vi kun har to meter mellem os. Uanset lydkvalitet, er det dog et faktum, at Line sidder i verdens mest legendariske reklameby – og jeg sidder i København.

Line på en klassisk victoriansk New York trappe.

Line er 27 år gammel og uddannet på Kreativ Kommunikation på DMJX. Oprindeligt kom Line til NYC for at arbejde hos Ogilvy & Mather (herfra Ogilvy). Den aftale fik hun i hus efter en praktik på selvsamme Ogilvys Paris-kontor. Sidste september, efter to år hos Ogilvy, blev Line ringet op af et helt nystartet bureau, der hedder Joan Creative.

”Jeg har den ene stifter i røret og hun fortæller mig, at de er ved at starte det her nye bureau – og om jeg ikke lige kom forbi til en snak. Jeg fik sommerfugle i maven. Tænk jeg nu kunne få lov til at bygge noget fra bunden – det var en utrolig chance”.

Line blev nummer fire ansatte på Joan Creative, der siden er vokset til en stab på 14.

Hvordan var det at skifte fra et bureau med flere tusind medarbejdere til en lille bitte start-up?

”Det er en kæmpe omvæltning, Pludselig var jeg et sted, hvor der ikke var nogen systemer. Skulle ikke længere skrive timer ind. På Ogilvy havde jeg intet at skulle have sagt, hvor jeg her får lov til at påtage mig alle slags opgaver”.

Hun uddyber:

”På Joan Creative er jeg ikke kun Art Director, nu skal jeg også bestemme hvordan vores lokaler skal se ud, om vi skal vi have frokostordning eller ej – og hvem skal vi ansætte. Jeg elsker at have et say i mange af beslutningsprocesserne”.

Følte du, at du forsvandt i mængden på et megabureau som Ogilvy?

”Nej, men jeg tror man skal have en helt særlig indstilling, for rigtig at trives et sted som Ogilvy. Der er rigtig nemt at gemme sig og bare følge med strømmen. Hvis man vil, så kan man opnå at lave nogle virkelig fede ting – men man skal i den grad have spidse albuer og råbe højt. På den måde er det en lidt hård måde at arbejde på. Men når du så får noget igennem, så får du godt nok også noget igennem – big time”.

En af de store kampagner som Line fik igennem på sin tid på Ogilvy, var en kampagne for Coca-cola. Selvom det var fedt at få sit arbejde bredt ud, og Line er stolt af kampagnen, blev den ikke helt efter hendes hoved.

”Den var en idé, hvor vi havde super gode intentioner – men hvor det færdige resultat alligevel afspejler, at det i sidste ende er større magter, der bestemmer. Det er lidt typisk for at arbejde på et stort bureau, at det færdige resultat ikke altid bliver lige som man havde håbet på”.

Du kan se Ogilvy’s Coca-cola kampagne her:

Jeg har hørt, at nogle kreative i New York kan sidde i flere år uden at få en idé igennem. Er der virkelig så meget arbejde, der ikke bliver til noget?

”Er du vanvittig –  det er helt vildt, hvad der bliver smidt ud. Nogle gange kan det godt gøre lidt ondt. Det er også noget af det, der har været mest forfriskende ved at komme til et mindre bureau”.

Hun uddyber:

”Hos Joan Creative tænker vi meget mere over, hvordan vi strukturerer vores præsentationer for kunden, så vi ikke laver for meget spildarbejde. Vi går meget op i at kunden føler, at de er en del af processen. Så vi sørger for, at vores første omgang af ideer altid er på et stadie, så kunden stadig kan være med til at påvirke idéen, når de bliver præsenteret for den. På den måde er de oftere mere tilfredse, når de ser den ’færdigbagte’ kampagne-idé – og vi skal ikke begynde helt forfra på noget nyt”.

Udover at have fået mere indflydelse og ikke se lige så meget arbejde blive kasseret – hvad er så den største forskel på at komme fra et legendarisk bureau – til et startup bureau?

”Jeg kan ikke længere have tømmermænd. På Ogilvy kunne man godt lige køre under radaren, hvis man havde en offday. Nu er der ikke længere nogen at gemme sig bagved. Efter vi er vokset, er presset taget lidt af – men der er kkke tid til sygedag”.

Hvordan føler du, at du bliver opfattet skill-mæssigt som dansk AD´er i USA?

”Generelt synes de, at jeg har god smag og øje for det visuelle. Vi danskere er jo kendt for vores arkitektur, indretning og design, så folk stoler meget på min æstetiske dømmekraft – men det er dog ikke altid den holder. Derudover synes de, at jeg er minimalistisk. De siger altid, at logoet skal være større”.

Line elsker broerne i New York – især ved solopgang og solnedgang. Der kan hun godt stå og fundere lidt over, hvor det lige er i verden, hun er landet. “Det en daily reminder”, siger hun.

Hvad er det som danske kreative kan tilbyde det amerikanske marked?

”Det, jeg kan fornemme, som vi lærer og udvikler hjemme i DK er en ekstrem veludviklet sans for at få idéer. Det her med bare at spytte idéer ud på samlebånd var noget jeg først lærte af Kaare og Per (tidligere undervisere på Kreativ Basis, nu Reklamelinjen red). Jeg videreudviklede det på Kreativ Kommunikation”.

Line fortsætter:

”Det er tydeligt at mærke forskellen på os, og dem der kommer fra andre skoler. De tænker på en helt anden måde, og det er en fordel for os. De ser os som levende idémaskiner – og synes det er det vildeste, at vi kan det”.

Hvis man nu gerne vil gå i dine fodspor – og komme i praktik eller lande et job i NYC – har du så et tip?

”Du får ikke et job ved at sende et link til din hjemmeside. Man skal frem i skoene og klø på og bare blive ved og ved og ved. Hvis man vil lige præcis til New York, så hjælper det utrolig meget, at man kan tage herover og få nogle interviews og møde folk. Der er så mange mennesker om buddet. Hvis man kan vise, at man har noget ekstra drivkraft og gå-på-mod, så er det en kæmpe fordel”.

Du har aldrig arbejdet på bureau i Danmark. Kommer du nogensinde hjem?

”Altså, jeg elsker Danmark og jeg elsker København – og der er ingen tvivl om at Vesterbro kalder på et tidspunkt. Lige nu kan jeg dog ikke helt vurdere hvornår det bliver. Jeg vågner nok op en morgen og tænker: Vupti nu er jeg færdig her”.

Hvor ser du dig selv i forhold til den danske bureaubranche?

”Jeg har helt klart tænkt meget over, hvor min plads skal være. Men for at være helt ærlig, så er jeg faktisk holdt op med at tænke over det. Branchen udvikler sig hele tiden og jeg vil ikke bruge min energi på at forudse hvad der kommer til at ske. Lige nu vil jeg bruge min energi  på at lave de projekter og kampagner, som jeg synes er spændende og udfordrende,” slutter Line.

Selvom hun er langt væk fra sin cykelnation, cykler Line til arbejde stort set hver dag.

Siden Line startede hos Joan Creative, har hun b.la. arbejdet med kunder som Netflix, Adidas, Lucky Charms, Cinnamon Toast Crunch og Booking.com. Da bureauet er så nyt, er kampagnerne ikke lanceret endnu. Men når det sker, kan du finde dem på Line’s hjemmeside www.linejohnsen.com, hvor du også kan finde hendes tidligere arbejder.

Hvis du har brug for flere råd i forhold til at komme på bureau i New York er du velkommen til at skrive til Line på: linejohnsen.work@gmail.com.

Har du nogen kommentarer til at være på bureau i New York, så nedfæld dem nedenfor.