’Hvad synes du om den’?
Spørgsmålet kommer fra Asbjørn Severin, der har arbejdet som kreativ og tekstforfatter i branchen de sidste fire år. ’Den’ dækker over filmen Vintersaga af Volvo, som Asbjørn Severin har fået mig til at se, fordi det er den reklame, som han ville ønske, han selv havde lavet.
Jeg vender dog straks spørgsmålet om, da denne artikel jo ikke handler om, hvad jeg synes om filmen, men hvorfor, at netop Vintersaga har gjort et uudsletteligt indtryk på Asbjørn Severin.
Han fortæller:
”Jeg så den første gang på min daglige morgentur forbi theinspiration.com, der er en inspirationsblog startet af en daværende kollega (Daniel Nikolajsen, red.) fra Hjaltelin Stahl. Det var kærlighed ved første view. Bureauet bag filmen er Forsman Bodenfors, og de nailer den nærmest altid. Men produktionsselskabet New Land og deres tilknyttede instruktør, Gustav Johansson, var for mit vedkommende, ja nyt land.”

Bureaubiz fangede Asbjørn Severin i sit naturlige habitat, Østerbro.
Hvad er det, som du synes er så godt ved Vintersaga?
”Jeg bliver rørt af den. Kort og godt. Selvom der ikke er noget eksplicit narrativ, så rør den mig på et meget dybere plan end diverse ellers veludførte følelseseksperimenter, som vi ser en del til for tiden. Den rammer mig simpelthen lige i hjertekulen, og det er noget af det største en reklame i mine øjne kan opnå. Det har i høj grad også noget med lydsiden at gøre. Den synes jeg nemlig er helt eminent.”
Inden vi fortsætter snakken om Vintersaga, skal du have muligheden for at se den. Ifølge Asbjørn Severin er det bydende nødvendigt, at man ser den med høretelefoner på for at få den fulde oplevelse.
Hvad er det ved lydsiden, der er så optur?
”Man kan høre, at der er lagt enorm meget energi i lyddesignet, som dramatiserer de store svenske vidder og den knitrende stilhed, man kun finder i et iskoldt vinterlandskab. Og så er der musikken. Det bærende musiknummer Vintersaga, som faktisk er et re-make af et funky svensk rock hit af Ted Ström fra 80’erne, er genialt. I denne elektroniske version er det dog Amanda Bergman, der synger. Det er bare et skide godt nummer, som også toppede alle de store svenske hitlister umiddelbart efter filmen udkom. Udover at være et godt nummer, så synes jeg også, at hun formår at få den i forvejen smukke tekst til at komme endnu mere til sin ret”.
Hvad handler teksten om?
”Omkvædet handler om det store vemod, der ruller ind over det svenske land båret af den isnende vind, der kommer fra nord. Vemodet, der synges om, er nok en følelse, som er særlig for Norden, men måske i særdeleshed for Sverige, hvor naturen kan være enorm barsk”.

I modsætning til mange ser Asbjørn Severin frem mod de kolde måneder.
Hvad er det ved Vintersaga, der rammer dig lige i hjertekulen?
”Det er vemodet. Selvom jeg ikke er opvokset i Sverige og den svenske natur, så kan jeg genkende fortællingen om den stride vind, mørket og kulden. Jeg er af natur vinterelsker og jeg er vild med følelsen af bidende kulde i mit ansigt. Jeg kan faktisk godt lide, at det bliver mørkt og jeg kan lide den melankoli, der følger med. Der bliver lige plads til at tænke sig om og mærke efter. Jeg vil næsten gå så vidt at sige, at jeg er mere kreativ i de kolde måneder. Samtidig så bringer filmen og musikken mig tilbage til min barndom, hvor jeg husker vinterens gåture ved vandet som koldere end vi kender dem i dag – ja næsten arktiske.”
Tror du Vintersaga har fået flere folk til at investere i en Volvo?
”Det ved jeg faktisk ikke. Jeg kender ikke resultaterne af denne kampagne, men jeg er sådan set ligeglad. Forsman Bodenfors og New Land har formået ikke bare at kommunikere en følelse, men fremkalde en følelse. Det er en følelse som for mig er helt speciel – og det er en følelse, der nu står Volvo på. Så jeg er overbevist. Når jeg engang får behov for en stationcar, så skal det være en Volvo. Det er vel i udgangspunktet et meget godt resultat.”