Når Rolf Bach Christensen om en måned sætter sig bag bordet som adm. direktør for den relativt nye fusion mellem Uncle og Grey København – Uncle Grey – er der rigeligt at tage fat på fra Dag 1.
Inden han er tiltrådt, har en håndfuld medarbejdere sagt farvel, herunder Peter Ferslew fra ledelsesgruppen. Det samme har tre Coop-budgetter; SuperBrugsen, Änglamark og et Coop-koncernbudget.
Anderledes udramatisk ser det ud på Rolf Bach Christensens nuværende arbejdsplads, Aegis Media Aarhus, hvor hans afløser på direktør-posten har været i kikkerten gennem længere tid.
Det drejer sig om Ulrik Petersen, der har en lang baggrund med salgs- og marketingansvar i SAS, som kommerciel direktør i fitness.dk, og senest som chef for Bruun’s Galleri og Randers Storcenter.
Lars Bo Jeppesen, CEO for Aegis Media, siger om direktør-skiftet:
“Det er aldrig rart at skulle sige farvel til en dygtig leder og en nær sparringspartner, men jeg forstår og bakker til fulde op omkring Rolfs nye udfordringer. Det bliver spændende at følge Rolf og jeg er sikker på, at han kommer til at gøre en positiv forskel i Uncle Grey-regi.”
“Jeg er til gengæld heller ikke et sekund i tvivl om, at vi med Ulrik Petersen har fundet den rette afløser for Rolf. Rent faktisk har Ulrik stået øverst på min “successor-liste” over mulige kandidater til Aegis Media Aarhus, siden han for år tilbage besluttede at flytte med familien tilbage til det jyske fra hovedstaden. Så det var ikke svært at finde afløseren, da jeg modtog Rolfs opsigelse, tværtimod.”
Begrebet Jernmand fra overskriften er naturligvis ikke hentet ud af det blå: Ulrik Petersen gennemførte i forrige måned en Ironman i Nice og har derudover gennemført 26 maratonløb, hvoraf det ene var på den kinesiske mur.
“Jeg har gennem de seneste 10 år, i forskellige stillinger, samarbejdet med Aegis Media, og hver gang er jeg blevet imponeret af det engagement, de kompetencer og den stærke kultur, der lægges for dagen. Ambitionen er fortsat vækst af bureaugruppen, og jeg håber min erfaring og oplevelser fra annoncørsiden kan tilføje en ekstra dimension til de stærke kompetencer, der i dag er til stede på bureauet,” siger Ulrik Petersen.