Sikker Trafik og LB Forsikring kommer på mandag ud med en ny kampagne, der skal hjælpe skolepatruljerne med at gøre deres arbejde, og det skal Jesper Buch og Lise Baastrup aka Hjørdis hjælpe med til.
Bureauet bag kampagnen er Pong og Honeytrap har produceret filmen, hvor de to kendisser skal få forældre til at tage hensyn til skolepatruljer landet over.
For det gør de ikke altid, selvom 98 pct. af bilisterne i en ny undersøgelse fra 2021 udarbejdet af Rådet for Sikker Trafik siger, at de selv viser hensyn til skolepatruljerne.
Cyklister kan finde på at snige sig igennem, selvom skolepatruljen har lukket fodgængerfeltet og børn er i gang med at krydse vejen. Irritable bilister kan finde på at dytte og morgentravle fodgængere kritiserer højlydt skolepatruljens arbejde, skriver Rådet i en pressemeddelelse.
Iværksætteren Jesper Buch, der er med i DR’s Løvens Hule og Lise Baastrup, der bl.a. spillede Hjørdis i tv-serien Rita, er heller ikke helt tilfredse med at blive holdt tilbage, afslører filmen.
Kampagnen starter som nævnt på mandag den 6. september, men blev lagt op på LinkedIn tidligere i dag, hvor den allerede har fået mange flere visninger end et opslag fra Sikker Trafik normalt får, fortæller projektleder Liv Kofoed-Jensen fra Sikker Trafik, der derfor forventer sig meget af kampagnen, som skal køre i september måned de næste tre år.
Kampagnen bliver vist på webtv, primært TV2 Play og Viaplay, Facebook og Instagram.
https://youtu.be/PFJvghNB8bQ