Jesper Hansen: Disse kreative talenter er værd at følge

Peter Engholm,
journalist

Hvem tegner morgendagens kreativitet? I denne serie sætter en række af branchens profiler navn på de kreative talenter, man bør holde øje med. Først i rækken er den faglige koordinator på Kreativ Kommunikation; han udpeger fem teams.

De fleste i marketingafdelingerne og på bureauer kan – selv uhjulpet – identificere de kreative personligheder, der har tegnet branchen tidligere og tegner den i dag.

Men hvem er de næste i rækken? Det kan være svært at nævne, hvis ikke man lige har sit blik rettet mod talentmassen. Det har imidlertid de personer, som Bureaubiz spørger i serien “Disse kreative talenter er værd at følge”.

Jesper Hansen
Jesper Hansen, faglig koordinator på Kreativ Kommunikation på DMJX.

Første talentspotter er Jesper Hansen, der er faglig koordinator på Kreativ Kommunikation på DMJX, og han må siges at have specialiseret sig i at spotte og rekruttere netop talenter til bacheloruddannelsen.

“Jeg er mere end bare fortrøstningsfuld, hvad angår talentmassen i den kreative branche – jeg er stærkt optimistisk. I hvert fald når jeg ser på vores studerende. Talenterne er ikke bare til stede, men også klar til fremtiden. De er både kreativt stærke og forretningsstrategisk fokuserede på, at virksomheder ikke bare siger noget, men også gør noget – bæredygtigt og med en indbygget samtale for øje. Talenterne har holdninger og ideer til at transformere dansk reklame,” siger Jesper Hansen.

Han har valgt disse fem teams, som vil være værd at følge:

1. Jesper Uttrup og Carl-Emil Storm Gabrielsen

Carl-Emil Storm Gabrielsen og Jesper Uttrup.

“Tech-interesserede og altid med noget på blokken, man ikke lige havde regnet med. Det kan være en indsigt eller et fact, de har gravet op – og som er relevant og fedt. De er meget alsidige, f.eks. udgiver Carl-Emil sit eget magasin.”

2. Christian Skjøtt og Alexander Keblow Kofoed
Christian Skjøtt og Alexander Keblow Kofoed
Alexander Keblow Kofoed og Christian Skjøtt.

“Laver sindssygt mange ideer. Angriber problemerne fra så mange vinkler og kommer altid med ideer – med indbyggede talking points. Var i praktik på CLM BBDO i Paris.”

3. Sofie Saietz Bergstrand og Simone Weilborg

Sofie Saietz Bergstrand og Simone Weilborg.

“Stærkt strategisk tænkende og på et håndværksmæssigt højt niveau. De kan få alting til at se fede ud – på ideernes præmisser. De sætter sig ikke bare ned og laver reklame; de tænker sig om.”

4. Cecilia Mervig og Thea Føge Toft-Clausen

Thea Føge Toft-Clausen og Cecilia Mervig.

“Arbejder på KesselsKramer i London. God energi og med en distinkt stil. Stædige, sjove, nytænkende og vildt dygtige til at præsentere. Bare psykopatdygtige.”

5. Jeppe Vidstrup og Simone Wärme

Jeppe Vidstrup og Simone Wärme.

”På adam&eveDDB i London siden 2017. Kåret som det bedste unge kreative team i England ved D&AD i år. De arbejder som et seniorteam allerede og er meget grundige, velargumenterede og nytænkende. De bliver rigtigt store.”

“Jeg har peget på personer – og teams, der alle har fået deres bachelor fra Kreativ Kommunikation, fordi det i sagens natur er dem, jeg kender bedst,” siger Jesper Hansen og tilføjer:

“Jeg har ikke valgt nogle, der aktuelt går på uddannelsen, selvom jeg havde lyst. Det er udelukkende for at undgå at fremhæve nogle frem for andre. Talenterne er i dén grad til stede, og hvis jeg skulle stifte et reklamebureau nu, så var der flere, der går på skolen nu, jeg ville have på min liste,” siger Jesper Hansen.

Han nævner, at alene i år er studerende, der stadig går på KK, blevet krediteret på 2 Grand Prix’er i Cannes. De har også vundet Danmarks første Black Pencil i D&AD (og 7 hvide, gule, grå og træ) og 4 guld og 4 sølv ved “voksen-CCA”.

Interesseret i mere indhold som dette? Skriv dig op til vores nyhedsbrev her.