Danske Bank må nu sige farvel til sin marketingdirektør, Joachim Rubow, der har været en markant repræsentant for banken i marketingmiljøet.
Exiten er en konsekvens af de organisatoriske ændringer, som den nye ordførende direktør, Eivind Kolding, gennemførte for få uger siden. Eivind Kolding erstattede for få måneder siden Peter Straarup efter en lang karriere hos A.P. Møller.
Organisationen er blevet ændret, så man fremover bygger på tre tværgående forretningsområder. De skal have hver deres marketingafdeling, og derfor bliver Joachim Rubows afdeling, Group Marketing nedlagt. Desuden bliver nogle overordnede områder flyttet til Group Communications.
Joachim Rubow har valgt at takke nej til en fortsat rolle i banken.
“Danske Bank har meldt en ny organisation ud, som jeg er fundamentalt enig i. Desværre har jeg ikke kunnet finde et job i den nye struktur, som matcher de udfordringer, jeg ønsker at påtage mig på nuværende tidspunkt. Jeg har derfor taget den svære beslutning at forlade banken og tage noget tid til at finde ud af, hvor jeg bedst kan bidrage fremadrettet. Jeg vil savne Danske Bank som en fantastisk arbejdsplads med mange talentfulde kolleger,” siger Joachim Rubow.
Han må således sande, at det kan gå hurtigt op og ned – i særdeleshed når man er ansat i en finanskrise-påvirket finansiel virksomhed. Sidste efterår blev han hyldet ved Advertising Effectiveness Award som Danmarks modigste kunde – bl.a på baggrund af anerkendte kampagner som Gul Bank.
I dag skal han så sige farvel til banken.
“Joachim Rubow har leveret markante positive resultater gennem en svær periode for Danske Bank, og han er højt respekteret på alle niveauer i banken. Desværre har han ikke ønsket at være en del af den nye organisation. Det er et stort tab for banken, og vi ønsker ham al mulig held og lykke,” siger hans chef Georg Schubiger, der sidder i bankens direktion.
Den overordnede branding og strategi – og dermed også landsholds-sponsoratet – vil fremover blive placeret i Group Communication, der ledes af Eva Hald, som med titel af Senior Executive Vice President hidtil har refereret til den ordførende direktør, mens Joachim Rubow med titel af Senior Vice President har refereret til Georg Schubiger.
Group Communications har bl.a. rummet kommunikationsafdelingen. Eva Hald kom til Danske Bank i 2010 fra Novozymes og har desuden en fortid hos Diageo.
I Group Communications får Camilla Dahl (tidligere international brand manager for udenlandske brands) ansvaret for den enhed, der skal arbejde med branding og strategi.
De tre tværgående forretningsområder er: Personal Banking, Business Banking og Corporates & Institutions.
I Personal Banking får Carsten Elmose (hidtidig kundetilfredshedschef i Danske Bank Danmark) ansvaret for Sales & Marketing.
Business banking får sin egen afdeling, Sales & Marketing, der fremover vil ledes af Klavs Hjort (hidtidig ansvarlig for Danish Marketing Support i Group Marketing). Afdelingen vil bl.a. få ansvaret for marketing rettet mod små- og mellemstore erhvervskunder i alle geografiske markeder. Herudover vil afdelingen også få ansvar for marketingsupportering af det tredje business-ben, Corporates & Institutions.
Hvad angår bureausamarbejder, så indebærer opsplitningen ikke nogen forandringer.
De nye forretningsenheder får ansvaret for kunder, kreditgivning, forretningsudvikling samt kommunikation og markedsføring i de respektive enheder.
“Kundernes behov afhænger hovedsageligt af, om de er privatkunder, mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder eller store internationale koncerner. Derfor samler vi ressourcerne under et fælles navn og fokuserer på at levere de bedste løsninger på kundernes behov på tværs af vores geografiske markeder. Det vil gøre os mere effektive og fremme en hurtig udvikling og lancering af nye produkter på tværs af koncernen. Målet er at levere de bedste kundeoplevelser og bygge et stærkt brand med tiltrækningskraft i alle vores markeder,” lyder Eivind Koldings forklaring på organisationsændringen.