Job hos Mensch erstatter eventyr i Kina

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

10 år i Kina har været et eventyr for danske Jacob Johansen – men det er også blevet mindre sjovt at være del af den buldrende økonomi. Tag f.eks. forureningen.

Mensch har ansat en ny reklamestrateg med en anderledes og stærkt international baggrund sammenlignet med flertallet i den danske bureauverden.

Der er tale om Jacob Johansen, der vender hjem til Danmark efter 10 år i Kina med en række ledende stillinger i den kinesiske bureauverden.

For ham har det været et eventyr og han vender hjem med en kinesisk kone og to børn.

Han var selvfølgelig ikke vendt hjem, hvis ikke han havde et for ham attraktivt job at gøre det til – men samtidig rummer beslutningen også en historie om Kinas udvikling. For ikke længe siden kunne man i danske medier høre om en voldsom forurening i Beijing, og forurening har spillet en rolle i Jacob Johansens motivation for at forlade Kina.

“Jeg har oplevet eksplosionen i Kinas vækst. Og på områder, der mest af alt har med personlig livskvalitet at gøre, har det haft megen negativ afsmitning. Forureningen er nu så voldsom at det er svært bare at pleje min hobby som cykelrytter. Og når du så lægger til at vi har to små børn, der hoster dagligt og vedvarende, så er det ikke en svær beslutning at se sig om efter noget andet,” siger Jacob Johansen og fortsætter:

“Og vi kan fortsætte i det spor og nævne uddannelse, medmenneskelige værdier, fødevarekvalitet etc. Alt sammen noget man er nødt til at overveje meget seriøst med småbørn i familien.”

Jacob Johansen vil gerne tilbage til materien – altså arbejdet – efter en årrække med mere overordnede funktioner.

“Jeg vil gerne have mere kontakt med kunderne og være mere aktiv i forhold til rådgivning og strategiudvikling. Det bliver ofte svært når man sidder i en mere management orienteret stilling internationalt,” siger Jacob Johansen.

Jacob Johansens internationale baggrund og store erfaring for at arbejde tæt sammen med kundens organisation og indgå i en strategisk sparringsrelation bliver således afgørende for hans rolle fremover på Mensch.  Hertil kommer, at Jacob Johansen i Kina har gjort det almindeligt at lave integrerede kampagner med et engagement element, der har de sociale netværker som det dominerende medie med print og film som sekundære medier.

”Asien er foran, når det handler om at disrupte selve opbygningen af kampagner. På grund af markedernes størrelse og antallet af mennesker er man nødt til at tænke i utraditionelle mere målrettede medieløsninger. Det er derfor sociale medier kombineret med fysiske promotions er overraskende effektivt. Det er erfaringer, som jeg tror, også kan bruges på et mindre marked som det danske” siger Jacob Johansen.