Julen skal give Suzuki et socialt skub

peng

Bilmærket, der mest er kendt fra tv, fokuserer også på Facebook og mixer det med klassisk pakkeleg. Den interaktive leg er udtænkt af et dialogbureau og et udviklingshus.

Underholdning og en interaktivitet, der beskrives som ’heftig’, skal være med til at skabe interesse og ikke mindst interaktion med Suzuki, som den 3. december lancerer en ny pakkeleg på nettet.

”Suzuki er nok mest kendt fra tv, men vi ser nettet som en oplagt alternativ kanal for dialog med forbrugerne. Derfor har vi i efteråret sat fokus på Facebook og nu går vi skridtet videre med en hyggelig og sjov pakkeleg, der for alvor kan aktivere og involvere,” siger Carsten Rasmussen, der er CRM chef hos Suzuki Danmark.

Bag de kendte tv-reklamer står Robert/Boisen & Like-minded, mens den interaktive pakkeleg er udtænkt af Klausen + Partners i samarbejde med udviklingshuset We Make Traffic.

Via integration med Facebook kan man invitere venner til en pakkeleg, der – ligesom i virkeligheden – handler om at slå 6’ere og stjæle pakker fra de andre spillere ved bordet.  

Hos Klausen + Partners siger kreativ direktør, Louise Plaun:

”Ved at kombinere den traditionsrige pakkeleg med et socialt medie som Facebook får vi en mulighed for at skabe en net-event, der relativt hurtigt kan få en masse mennesker til at interagere med brandet. Sjov og ballade, men også forretning og eksponering af Suzuki, fordi vi – via Facebook og de e-mail permissions, som vi samler op undervejs – får en stærk kanal til direkte kommunikation.”