Julen i tal 21. december

Bureaubiz og Orbit Red

Om Panodil, Pinex og en Treo der giver hovedpine.

Kodimagnyl har været længst på markedet og kommer fra dengang, vi havde drejeskive-telefoner og dyre KTAS-abonnementer. Det er måske derfor, de slet ikke er på Facebook. Det er Panodil Zapp derimod.

En dybdegående analyse viser, at det er en lægestuderende, der kalder sig Panodil Zapp.

Dette SoMe-studie skulle ikke handle om lægestuderende, men derimod om indtaget af piller i december. Noget tyder på, at medicinalfirmaerne har fravalgt at være på Facebook på grund af de strenge regelsæt, der er, idet hverken Panodil, Pinex eller Treo har en profil.

Det burde de. For hvis vi på de sociale medier taler om netop piller og tømmermænd søndag formiddag, så kan en enkelt post om emnet komme helt op på 3.039 interaktioner.

Til gengæld taler vi mere om Treo end om Panodil. Og årsagen er fundet. Der findes faktisk en Treo, der giver en del folk hovedpine. Uanset om han skriver om fallerede Nick Cave, megafloppet Rolling Stones eller den håbløst ordinære Volbeat-koncert, så forstår han at få interaktioner.

Med over 100 kommentarer i snit forstår han at få både omtale og sikre flere følgere til sin hadegruppe.

Ved at studere forbrugernes adfærd i 746.998.338 SoMe-interaktioner sætter JULEN I TAL tendenser og adfærd i et nyt, lidt sjovere lys. Big Data, Small Data, subjektive analyser, buzz-words og anekdoter i et lunefuldt sammensurium bragt til dig af Orbit Red og INNX. Data fra INNX Social.