Julen i tal 6. december

Bureaubiz og Orbit Red

Om klementiner der er federe end smørkager.

Det vil nok være en tilsnigelse at påstå, at klementiner er federe end smørkager. Klementinerne nåede nemlig kun på de sociale medier i en enkelt post ud af samtlige 423 sendt fra supermarkeder i december forrige år. Men ved at kombinere klementinerne med nelliker, for hvad skulle man ellers bruge nelliker til i december, så kommer vi helt op på 4 posts og 167 likes. Og så må smørkagerne se sig slået. For uanset om man blander smør med vanilje, mel og bagepulver, så kommer man ikke op på mere end 11 likes. Der er ikke meget at like her.

Selvom smørkagerne tabte på SoMe, så stiger danskernes udgifter til dem faktisk med 10 kroner, hvorimod vi kun bruger 2,5 kroner mere på klementiner i supermarkederne i december.

Og apropos klementiner, så klarer Irma-pigen sig generelt bedre på de sociale medier end de fleste supermarkeder. Når hun poster, får hun nemlig i snit 179 likes, og med 55.194 følgere skulle man mene, det var ok.

Men holder man det op mod Irma Clausen, der bor i København og har under 500 venner, er det ikke imponerende. Den Irma kan nemlig trække 151 likes på en selfie og et foto af rønnebær.

Ved at studere forbrugernes adfærd i 746.998.338 SoMe-interaktioner sætter Julen i Tal tendenser og adfærd i et nyt, lidt sjovere lys. Big Data, Small Data, subjektive analyser, buzz-words og anekdoter i et lunefuldt sammensurium bragt til dig af Orbit Red og INNX. Data fra INNX Social.