Underskud på mere en 2 mio. kr. to år i træk har sat sit præg på reklamebureauet Just/Kidde, som for 2007 må notere, at mere end halvdelen af selskabskapitalen er tabt.
Ledelsen har derfor måttet skyde 1 mio. kr. ind som lånekapital, to store projekter er afviklet, og medarbejdertallet er reduceret fra 16 til 9.
Ledelsen noterer dog, at man har vundet 8 ud af 9 konkurrencer i 4. kvartal, samt at der i starten af 2008 er kommet 2 nye kunder til, således at tabene bliver tjent hjem i indeværende år.
Det dårlige år tilskrives 2 forhold:
“Den store bagedag” – et selvopfundet promotionprojekt, hvor investeringerne gennem 3 år ikke har stået mål med afkastet, og derfor er blevet lukket ned. Man havde forpligtigelser over for nogle sponsorer, og derfor tog det lidt tid
En ny stor international kunde, som langt fra kunne honorere den tid, der blev brugt, og som samtidig stjal en alt for stor del af bureauets ressourcer.
“Vi har også afviklet nogle andre projekter, og vi har nu strammet op på strategien og øget fokus på det, vi er gode til – strategi og kreativitet on- og off-line”, siger adm. dir. Uffe Just.
Bureauet har bl.a. Miele på kundelisten, og opnåede en placering på film-shortlisten i Cannes for et par uger siden.
Nøgletal for Just/Kidde
- Bruttoavance* 6,0 mio. kr. (-36,7 pct.)
- Bruttoavance pr. medarb. 666.667 kr. (+13 pct.)
- Lønandel 96 (99)
- Resultat af prim. drift -2,222 mio. kr. (-2,45 mio. kr.)
- (*Andre eksterne omkostninger er estimeret af Bureaubiz)