Salat med K på bliver nu også salat med et nyt bureau på. Rieber & Søn Danmark, der står bag mærket, har hidtil arbejdet sammen med Recommended, men efter en bureaukonkurrence holder budgettet flyttedag.
Det nye bureau bliver Reklamebureauet OS, der er en fusion mellem OS og La Familia, og desuden indgår i Par No. 1 Gruppen.
Rieber & Søn er en børsnoteret norsk virksomhed med 4000 medarbejdere og produktion i syv lande og salg i yderligere seks lande. I Danmark sælges firmaets produkter først og fremmest under K-mærket, og OS’ første opgave bliver at tilrettelægge den fremtidige strategiske og kreative platform for K-Salat.
Konkurrencen havde deltagelse af tre bureauer, og ifølge Bureaubiz’ oplysninger var OS’ to konkurrenter Recommended og Co+Høgh.
Den nye kunde udløser ikke nyansættelser, men bureauet ser fortrøstningsfuldt på 2009.
“De store udfordringer i markedet gør at kunderne forlanger indsigt, erfaring og seniorfolk”, siger direktør Jørgen Juul.