Kæmpe event er en kæmpe satsning for GroupM

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Gruppen samler over 600 mennesker til en halvanden dag lang konference om den digitale udvikling. Samtidig har man lanceret en ny fælles enhed.

Digital Copenhagen hed et stort arrangement i efteråret med store ambitioner om at tage temperaturen på den digitale verden.

Men om små 14 dage afholdes der et nyt arrangement, der ikke står tilbage for Digital Copenhagen i ambitioner og størrelse. Måske endda tværtimod, for der ventes over 600 deltagere.

Den store forskel er dog, at det alene er Danmarks største bureaugruppe, GroupM, der står bag arrangementet. Titlen er Whats Next, og eventen repræsenterer en betydelig satsning for gruppen.

“Vi går hele vejen i dette arrangement, og har inviteret de bedste talere, vi kan komme på inden for hver deres område. Hensigten er først og fremmest at levere inspiration, og hovedscenen vil ikke rumme salg,” siger Mikkel Hagedorn, der står for business development i GroupM. Han siger videre:

“At vi har kunnet stable et så stort arrangement på benene, hænger sammen med, at vi kan pulje ressourcerne i GroupM.”

Arrangementet foregår over halvanden dag med et hovedspor på en hovedscene suppleret med specielle spor på nogle mindre scener. Og så et stort udstillingsområde, hvor man kan møde en lang række virksomheder og nye teknologier.

Deltagertallet er sat til 625 – men det kunne for Mikkel Hagedorn godt have været endnu flere.

“Det handler om at inspirere, og derfor ville det da have været fint, hvis man kunne lukke hele firmaet og lade alle medarbejdere deltage. Det er dog ikke realistisk,” siger Mikkel Hagedorn.

Deltagerne tæller således kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere.

Blandt hovedtalerne finder man David Rose fra MIT Media Lab og Pascal Finette fra Singularity University samt David Shing og AOL og Chris Dancy, der bl.a. beskrives som designer og chief theorist. De to sidstnævnte kommer flyvende direkte fra SXSW i Texas. (se mere om arrangmenentet her)

Ny fælles enhed

Titlen på arrangementet relaterer sig desuden til en ny enhed i GroupM: GroupM Next.

Den ligger i forlængelse af fire andre enheder, hvor gruppen har oprustet på de tværgående kompetencer. Det gælder online platformen – MediaTrader, GroupM One, som bl.a. arbejder med programmatic buying samt business tecnology, som er GroupMs business Intelligence unit og som blandt andet har stået for udviklingen af gruppens DMP (DataManagementPlatform) og dashboardsløsninger.

Hertil kommer Intelligence Group – det tidligere Data Intelligence.

“Mange af aktiviteterne handler om enten at indsamle data eller at bruge dem. Formålet med GroupM Next retter sig mod at skabe data – eller rettere at skabe – og eje – nye mediekanaler,” siger Mikkel Hagedorn og fortsætter:

“Mediabureauer har gennem årene været dygtige til at tage nye platforme til sig og integrere dem i arbejdet. Men vi står i dag med en utrolig mængde af nye teknologiske muligheder, som også giver os som mediabureauer en chance for i langt højere grad at tage innovations-trøjen på og skabe nye kanaler, der kan give adgang til forbrugerne.”