Kæmpe seertal til årets mest virale videoer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Tre videoer kom over 100 mio. visninger i 2012. Den mest sete var et politisk indslag frem for et kommercielt.

AdAge noterer seertallene som det mest bemærkelsesværdige ved mediets liste over de mest sete virale videoer i 2012.

Listen rummer en skønsom blanding af ikke-kommercielle og kommercielle videoer, af nogen der er skabt af bureauer og nogen, der ikke er – og det er normalt. Men hele tre af dem opnåede over 100 mio. visninger, og det betyder, at den mest sete i 2011, VWs The Force, med 63 mio. visninger ikke ville nå højere end til en 5. plads.

Årets mest sete blev den lange film om en krigsforbryder i Uganda, Kony 2012 – en film som endda blev set som kontroversiel, fordi den reelt fortalte en gammel historie og risikerede at ødelægge de fremskridt, der rent faktisk var sket i Uganda.

Kony 2012 opnåede over 200 mio. visninger.

Red Bulls og Felix Baumgartners Stratos blev nr. 2 med over 170 mio. visninger og endelig kom Angry Birds Space ind på 3. pladsen med knap 110 mio. visninger.

Det har været diskuteret, om Samsung reelt markedsfører Apple med sine reklamefilm, hvor man gør grin med Apple-fans. Filmen kommer ind på en 4. plads med næsten 72 mio. visninger, og så er spørgsmålet, om det er Apple eller Samsung, der jubler.

Længere nede af listen kan man finde det belgiske bureau, Duval Guillaume Modem – kendt fra Carlsberg – med deres TNT “Push to Add Drama” – en film som med 44 mio. visninger har opnået en 8. plads.

Endelig finder man også P&Gs “Proud Sponsors of Moms 2012” på Top 10 listen – en film som man bl.a. så i Cannes i forbindelse med et seminar med P&G. Og en film som måske nok vil blive opfattet lidt for emotionel af mange danskere.

Se hele listen og filmene hos AdAge her