Kærkommen opmuntring: Danske Banks pengespil har bidt sig fast

Peter Engholm
25@mail.dk

Danske Banks brand er under pres – men tilsyneladende mest blandt voksne, for blandt børn og unge har bankens finansielle spil-univers, Pengeby, ret godt fat.

I morgen, tirsdag, præsenterer Danske Banks topchef, Eivind Kolding, en længe ventet strategiplan for koncernen. Danske Bank har længe været presset – både som brand og som bank, bl.a. fordi banken tjener for lidt i forhold til konkurrenterne.

Men den udfordrende tid er ikke blottet for lyspunkter, og et af disse skal findes hos bankens yngste kunder og kommende kunder:

Fire år efter lanceringen af Danske Banks finansielle spilunivers Pengeby, har sitet nu 4,5 mio. brugere i 8 lande, heraf 1,6 millioner i Danmark, 20 millioner logins, 90 mio. minutters samlet besøgstid – og 81 millioner sidevisninger alene i de sidste 12 måneder.

 ”Da vi lancerede Pengeby, havde vi slet ikke fantasi til at forestille os de tal, vi ser i dag. Vores ambition er fortsat at være med til at øge den generelle økonomiske forståelse i vores samfund. Og det bedste er, at uanset, hvor vi lancerer projektet, så er tilbagemeldingerne altid utroligt positive fra både børnene og deres forældre”, siger Tina Obel Lope, der er ansvarlig for Danske Banks CSR-initiativer.

Pengeby, som er en del af Danske Banks CSR-strategi for “finansiel forståelse for børn og unge”, er udviklet i samarbejde med Zupa Recommended. Programmet omfatter spil og læringsplatforme til børn og unge i alderen 5 til 27 år, og spilleuniverserne understøttes af tilhørende forældre- og skolemateriale, der passer ind i folkeskolens læreplaner for matematikundervisningen.

“Det faktum, at tilgangen af nye besøgende ligger konstant højt, bekræfter kun, at ambitionen om at lave et levedygtigt projekt med relevant og tidløst indhold, lykkedes som planlagt,” siger Michael Venneberg Carlsen, der er Account Director hos Zupa Recommended.

Her arbejdes der i øvrigt på at brede den opnåede viden om at skabe opmærksomhed om læringsplatforme for børn og deres forældre ud til flere af bureauets kunder.

Danske Banks seneste “finansiel forståelses-initiativ”, kaldet Dream On, til de 15-18-årige, er allerede udkommet i Danmark og Norge, men skal i løbet af efteråret også rulles ud i Sverige, Finland og Litauen i samarbejde med Zupa Recommended.

Spil med på http://www.pengeby.dk/