Kampagne skal råbe: Horsens går på jagt efter aarhusianere

Peter Engholm
25@mail.dk

Fire år efter seneste by-branding-kampagne fra Horsens går byen igen målrettet efter aarhusianere.

I begyndelsen af marts besluttede Horsens Kommune sig for brande byen. Og allerede i slutningen af april var der premiere på en storstilet hvervekampagne målrettet aarhusianere i alderen 25-40 år.

I mellemtiden havde Horsens-bureauet Superego udviklet et koncept, præsenteret for kommunen, udviklet og taget hul på at eksekvere kampagnen.

”Vi præsenterede en torsdag fra kl. 10-12, og kl. 14 havde vi svaret. Fristerne har været korte, men kommunen har også været effektiv. Det har været et uproblematisk forløb med en brief, der reelt gik på at råbe højt, kommunikere anderledes samt så et frø hos aarhusianerne. Kun én af de mange ting, vi præsenterede, har ikke kunnet lade sig gøre af praktiske hensyn. Alt andet er gået igennem,” siger Anders Juel, direktør i Superego.

Han tilføjer:

”Vi har ikke det store fokus rettet mod print, men derimod en hel del skæve by-events.”

Kampagnen blev indledt med åbningen af en Horsens-butik, en ambassade om man vil, i midtbyen i Aarhus. Det blev bemærket af bl.a. TV 2-regionen.

Både i butikken og på kampagnesitet www.lidtrigere.dk bliver der argumenteret på kryds og tværs til fordel for Horsens sammenlignet med Aarhus – bl.a. de store forskelle på huspriserne og det større rådighedsbeløb.

Sidste gang, Horsens lancerede en større by-branding-kampagne, var i 2011. Den aktuelle kampagne, der udover butikken og andre events omfatter print og husstandsomdelte skrabelodder, varer ca. halvanden måned.