Tempur er leverandør af madrasser og puder til herrelandsholdet. I en ny kampagne forsøger Tempur at skabe opmærksomhed omkring sponsoratet ved at producere søvndyssende ‘slow tv’.
I kampagnen, der kører på sociale medier, på web-tv og i Tempurs butikker, så længe Danmark er med i EM, sender man ‘live’-transmissioner fra landsholdsspillernes senge. På Tempurs hjemmeside kan man således følge en stream, der viser en rotation af landsholdsprofiler sove – hvis man da følger med om natten. Sengen står nemlig tom, når spillerne er i kamp. Samtidig tælles der ned til tidspunktet for næste landskamp.
Reklamebureauet MediaCom Beyond Advertising står bag ideen til kampagnen – og medgiver i en pressemeddelelse, at der er lånt lidt fra et kendt TV-program: ‘Ramasjang Sover’.
Programmet sendes på DR’s kanal til børn, Ramasjang, og viser hver aften og nat ‘live-billeder’ af karakterer og værter, der sover. Der er naturligvis ikke tale om en faktisk livestream, men en leg med illusionen om det – det er også tilfældet for Tempurs livestream.
Langsomt og søvndyssende
Kreativ direktør i MediaCom Beyond Advertising, Peter Michael Willer, forklarer i pressemeddelelsen, at man har valgt at skele til Ramasjang sover, fordi det både vil vække genklang hos unge og voksne.
”Ramasjang Sover er noget som alle børn og unge kender – og måske i endnu højere grad deres forældre. Formatet er vel i virkeligheden blevet en klassiker på linie med et andet slow-tv-fænomen som pausefiskene, som Danmarks Radio også stod bag,” siger han, og uddyber:
“Formatet er så langsomt og søvndyssende, at det i sig selv er opmærksomhedsskabende – og netop denne effekt var vi på jagt efter for Tempur.”
Tempur er ikke sponsor af landsholdet i traditionel forstand. Virksomheden leverede også puder og madrasser til Landsholdet i forbindelse med slutrunden i VM i 2018.
Se kampagnefilmen her