Nordea-fonden sætter med en kampagne fokus på de danske kyster.
Kampagnen, der hedder Kysten er klar, starter i dag og fonden har afsat en pulje på 50 mio. kroner til at støtte aktiviteter langs Danmarks kyster.
Kampagnen er udviklet i samarbejde med koncept- og produktionsbureauet Made By Us og Martin Brygmann har til kampagnen omskrevet 90´er hittet Ud i Det blå, så den matcher kampagnens fokus på de danske kyster.
”Musikken er kendt af alle aldersgrupper og nu kombineret med en ny Brygmann´sk tekst, som siger det ligeud: Du vil tude – Du bliver lyklig derude. Eller som virkeligheden også er langs de danske kyster: Ud i det grå -vær fornuftigt klædt på. Blæsten er en menthol-halspastil, ” siger filmens instruktør Ulla Hasselbalch fra Made By Us og fortsætter:
”Kampagnen sender Nordea-fonden i en frisk retning til glæde for gode liv og fælles aktiviteter.”
Nordea-fonden vil slå et kampagnetelt op ved kysten seks steder i landet, for at gå i direkte dialog med de lokale om støtte til projekt-idéer.
”Det er vigtigt, at landets mange ildsjæle kender til fonden og bliver obs på, at vi måske kan hjælpe dem med at skabe gode liv for andre. Nordea-fonden har som sådan ingen færdig opskrift på det gode liv, men vi tror på, at det noget vi skaber sammen med andre,” siger Nordea-fondens kommunikationschef Tine Wickers og fortsætter:
”Derfor håber vi, at kampagnens budskab når ud i alle landets kroge og at mange har lyst til at møde os i teltene rundt omkring til en kop suppe og en snak om deres projektidéer.”
Kampagnen er primært digitalt båret suppleret med PR arbejde og annoncering i lokalaviser nær de seks eventsteder, hvor fonden i marts måned inviterer ildsjæle indenfor til en dialog.