Kampagne nyder godt af samarbejde mellem reklame- og pr-bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Plan Ø skal fremme økologi. Afsender er et samarbejde mellem Kohberg og Urtekram, der har bragt to bureauer sammen.

“Samarbejd – eller dø”. Således lyder overskriften i Bureaubiz’ årlige bureaurapport – og den refererer bl.a. til en udtalelse fra Coca-Colas øverste marketingchef.

Den medicin har de også taget i anvendelse i forbindelse med en økologi-kampagne under navnet Plan Ø fra et samarbejde mellem Urtekram og Kohberg.

Det er måske ikke Danmarks største kampagne, men den repræsenterer nogle valg, hvor de to bureauer, Envision og Lahme PR, har skullet finde sammen.

“Det er en handlingskampagne, hvor vores fokus er på de steder, hvor man finder forbrugerne. Det gælder først og fremmest butikkerne, hvor vi hver har 10 konsulenter kørende rundt,” siger Urtekrams marketingchef, Line Holmen og fortsætter:

“Men det gælder også de sociale medier, hvor vores kampagnesite er placeret på Facebook. Halvdelen af den danske befolkning er på Facebook, og det gælder ikke mindst vores målgruppe, der er travle husmødre.”

Der er ikke lagt nævneværdig massekommunikation ind i kampagnen.

“Det er et spørgsmål om at prioritere. I stedet for at bruge for stor en del af midlerne på et tv-spot har vi valgt at bruge pengene der, hvor forbrugerne er,” siger Line Holmen.

Envision og Lahme PR har været sammen om at skabe den overordnede strategi. Envision har så stået for aktiviteterne i butikkerne, mens Lahme PR har taget sig af dialogen med forbrugerne på Facebook.

Her har man udvalgt fem danske familier, der får gratis økologisk mad i 4 uger mod, at de deler deres erfaringer på Facebook.

“Det er pr-bureauet der står for dialogen med familierne og har stået for udvælgelsen. Interessen var stor – der var 500 familier, der søgte – så det har været en omfattende proces,” siger Line Holmen.

Budskabet i kampagnen handler om, at økologi også kan være nem mad i en travl hverdag.

Man finder kampagnesitet her