Kampagne skal gøre Radio 24syv mere kendt

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Til gengæld står det uklart, om det bliver People Group, der er medejer af radioen, som skal stå for kampagnen.

Radio 24syv får massiv omtale i medierne i dag. I aften kl. 24.00 er det nemlig nøjagtig ét år siden, at kulturminister Uffe Elbæk tændte for sendeknappen.

Det er dog ikke specielt flatterende omtale, radioen får af de forskellige medier. Lyttertallene er nemlig ikke så høje som man havde forventet de ville blive.

I sidste uge havde Radio24syv ifølge Gallup 284.000 lyttere, mens konkurrenten P1 havde 634.000, skriver Berlingske.

Ifølge Radio24syv’s direktør Jørgen Ramskov var det oprindelige mål et lyttertal på 500.000.

Jørgen Ramskov erkender, at lyttertallene er for lave, og at det ikke er godt nok, at det kun er halvdelen af befolkningen, der kender radioen.

Derfor skal Radio24syv i gang med en markedsføringskampagne, som har til formål at skabe et større kendskab.

Men selvom Radio24syv har People Group i ejerkredsen, så står det ikke helt klart om det også er People Group, der kommer til at stå for kampagnen.

I hvert fald er det en meget fåmålt Jørgen Ramskov, Bureaubiz fik fat i. Han vil ikke svare på spørgsmålet, om det er People Group, der hjælper med kampagnen. Det eneste han vil sige er, at det er radioen selv, der har lavet den forestående kampagne, men at man dog har fået hjælp fra eksterne samarbejdspartnere. Hvem det er, vil radiodirektøren ikke ud med.

Radio24syv bor sammen med People Group i Vester Farimagsgade.

Jørgen Ramskov fortæller videre, at kampagnen starter i december og den løber over et par måneder. Men herudover har han ikke mere at fortælle.