Kampagnefilm skal skaffe flere politibetjente

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

De fleste kender kun politiarbejdet fra kriminal-programmer og nyhedsudsendelser, hvor omdrejningspunktet altid er blå blink og ulykker. Her er en film, der viser, hvordan livet som politimand også er. Signifly står bag filmen.

Politiet skal øge antallet af politistuderende, og der er et konstant behov for rekruttering af nye betjente, der ikke bare har en god fysik, men også har hjertet på rette sted.

Det er baggrunden for, at Rigspolitiet i dag lancerer en ny rekrutteringskampagne, hvor omdrejningspunktet er en film om livet som politistuderende og om det job, der venter en, når man er færdig på skolebænken.

https://vimeo.com/195303533

Kampagnefilmen er udviklet og produceret af Signifly.

“Rigspolitiet henvendte sig til os, da de havde set nogle af vores rekrutteringskampagner vi har lavet tidligere for andre uddannelsesinstitutioner,” siger managing partner i Signifly Michael Valentin, som har været med til at definere filmens æstetik og historie.

Filmen er instrueret af Kristian Selch Larsen, der er producer hos Signifly, og er produceret in-house af Signifly’s filmhold.

Filmen skal interessere dem, der ikke er interesserede

De fleste kender kun politiarbejdet fra kriminal-programmer og nyhedsudsendelser, hvor omdrejningspunktet altid er blå blink og ulykker. Det kan betyde, at folk, der ellers kunne blive gode politifolk, ikke overvejer politijobbet, fordi de har en forkert forestilling om jobbet, mener Kristian Selch Larsen.

“Det har været interessant at skulle fortælle en anden historie, hvor mennesket bag uniformen er i fokus,” siger Kristian Selch Larsen og fortsætter:

“Det har været et virkelig spændende projekt. Jeg er selv i midten af 20’erne, og derfor er jeg på mange måder i kernemålgruppen for politiuddannelsen, selvom jeg ikke før har overvejet den karrierevej. Så i bund og grund har opgaven for mig bestået i at lave en film, der kunne overbevise mig selv om, at Politiet er en fed og givende arbejdsplads”.

Filmen er lanceret på Politiskolen.dk og Politiets egne social media-kanaler, og i 2017 planlægges det at bruge filmen i en bredere markedsføringsindsats.