Kan biler skrive bøger?

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Primetime er bureauet bag Renaults nye kampagne, hvor elbilen Zoe skal omskrive én af verdens mest kendte road trip-historier med det formål at komme fordomme om elbilen til livs.

I samarbejde med svenske Edelman Deportivo har PR- og kommunikationsbureauet Primetime skabt Renaults nye kampagne, hvor elbilen Zoe – ved hjælp af kunstig intelligens – skal forfatte en selvstændig fortolkning af Jack Kerouacs kultklassiker On the Road.

Genfortolkningen af Kerouacs værk, som i år kan fejre 60-års jubilæum, skrives i nutid og baseres på kørselsdata, så det på den måde er info fra bilen og dens omgivelser, som styrer fortællingen.

Via bilens sensorer, acceleration, energiforbrug og geo-positionering skaber Zoe personlige fortællinger, som tager udgangspunkt i bilens og passagerernes unikke perspektiv, og skabes ud fra hvordan, hvor og hvornår bilen køres.


Det svenske produktionsselskab Diktator står bag filmen.

Danskernes bekymring for at løbe tør for strøm samt indfasningen af afgifter på elbiler har bevirket, at antallet af elbiler i Danmark siden årsskiftet er gået fra stagnerende til nedadgående.

Kampagnens målsætning er derfor, at aflive fordomme omkring og skabe kendskab til elbilens muligheder, ved at demonstrere, at man rent faktisk kan tage på road trip i en elbil. Elbilen Zoe har nemlig, som den første bil i sin prisklasse, en rækkevidde på 400 km.

Resultatet er en historieskrivende kampagne, som – ifølge Renault selv – ikke kun kan prale af den første historie i verden, skrevet af en bil, men også et nyt kapitel i (el)bilhistorien.