Kanonår for E-types: Vokset med 10 mio. kr.

Finn Graversen,
journalist

Bureauets fremgang skyldes en række faktorer – som f.eks. flere kompetencer, bredere og større samarbejde med kunderne og flere internationale kunder.

Efter et par magre år er E-Types Gruppen kommet voldsomt op i gear. Bureauet voksede i 2021 med over 25 pct. – lig med over 10 mio. kr. Hele 3,6 mio. af fremgangen endte på bundlinjen, der således steg med 45 pct. Det giver en solid overskudsgrad på 22,7.

Meget tyder på, at bureaumarkedet var godt i 2021, men adm. dr. Mads Elleberg Petersen oplister en række faktorer, der har gjort, at E-Types har stået godt i forhold til at udnytte det gode marked.

“Der er ingen tvivl om, at kunderne efter en vis tilbageholdenhed i starten af corona-pandemien har sat gang i mange projekter. Men samtidig har vi rustet os digitalt, på creative production (film, motion etc.) og internationalt. Det har stillet os stærkere i markedet. F.eks. har vi knyttet Jakob Kahlen til bureauet. For tre år siden nedlagde vi desuden E-Types Digital og E-Types Daily og integrerede det i E-Types, således at de blev integreret i vores samlede ydelse. I takt med at branding og design smelter sammen med det digitale, så har man brug for specialkompetencer, men de skal være en integreret del af vores leverance,” siger Mads Elleberg Petersen og fortsætter:

“En anden forklaring på fremgangen er, at vi har fået tættere, længere og større samarbejder med kunderne, hvor blandt andet motion, film og kampagner er en del af leverancerne. Desuden har vi fået flere internationale kunder. Det er der flere årsager til. Dels har corona faktisk hjulpet os, fordi vi kommer til at stå mere lige med store internationale bureauer, når kommunikationen foregår digitalt. Desuden har vi aktiviteter i Tel Aviv i Israel, hvor der er et meget aktivt start-up miljø. Der er historisk set stærke relationer mellem Israel og USA, og derfor har vores tilstedeværelse i Tel Aviv medvirket til at skaffe os flere amerikanske kunder.”

E-Types Group har fortsat et par små selskaber i gruppen, som ikke imponerer rent økonomisk. Det gælder f.eks. Playtype, som oprindeligt er skabt for at sælge fonde.

“Det er en rimelig stabil forretning og resultaterne er fornuftige. Men det er en forretning, der er svær at definere præcist, og det har vi løbende diskuteret. Den handler dog om noget, der er tæt på E-Types DNA, så den skal selvfølgelig ses i sammenhæng med resten af forretningen. Nu har Playtype så fået en ny chef i skikkelse af Daniel Andreasen, og vi tror, der er noget godt på vej,” siger Mads Elleberg Petersen.

Studio 6 er først og fremmest en forretning, der handler om at brande E-Types ved at udkomme på forskellige platforme og fortælle bureauets historie også på utraditionel vis, og den del af gruppen skal således ikke vurderes på normale økonomiske præmisser.

Mads Elleberg Petersen ser umiddelbart fortrøstningsfuldt fremtiden.

“Det der har fungeret for os i 2021 gælder jo stadig, og markedet virker også fortsat godt. Men det er klart, at lige nu er der en enorm usikkerhed. Krigen i Ukraine kan blive en game change, men det er hel anden dagsorden, hvor det er ekstremt vanskeligt at kende konsekvenserne, og det gør det svært at forudsige, hvad der kommer til at ske i markedet,” siger Mads Elleberg Petersen.

Nøgletal for E-Types, Gruppen

  • Bruttoavance 50,158 mio. kr. +25,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,166 mio. kr. +22,9 pct.
  • Lønandel 57,8 (60,3)
  • Resultat før skat +11,401 mio. kr. +45,4 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for E-Types, Gruppen

  • Bruttoavance 4,351 mio. kr. -16,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,088 mio. kr. -16,9 pct.
  • Lønandel 58,6 (53,3)
  • Resultat før skat +0,888 mio. kr. -32,5 pct.

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz