En af reklamebranchens markante kvindelige ledere er på vej ud. Det gælder Karen Østergaard, der i en årrække har været landechef for Ogilvy.
Ogilvy har valgt at reorganisere deres danske enhed og i den forbindelse opsige Karen Østergaard – det meddeler en pressemeddelse, der rummer en usædvanlig begrundelse.
Der er intet, der umiddelbart tyder på hverken dårlige tal eller ditto kundepleje – derimod åbnes der for fortolkninger af, at den ene part – Karen Østergaard eller Ogilvy-organisationen – har udviklet sig hurtigere end den anden.
“Efter ni år på posten som landechef har Karen opnået en erfaring og et niveau, som ikke længere kan udnyttes optimalt i Danmark, og da den økonomiske krise ikke giver os tro på hurtigt at kunne finde et andet job til Karen i Ogilvy netværket, har vi været tvungen til denne løsning,” siger Daniel Sicouri, CEO Ogilvy EMEA.
Jimmy Schougaard, der er adm. direktør for OgilvyOne, overtager hvervet som landechef – sideløbende med topposten i OgilvyOne. Han vil arbejde tæt sammen med Karen Østergaard i en to måneders overgangsperiode, således at kundeprojekter bliver sikkert overdraget.
Karen Østergaard kom fra Dansk Shell, da hun startede hos Ogilvy for 14 år siden som adm. dir. for OgilvyOne. Hun har de seneste ni år været landechef for Ogilvy Gruppens samlede operation i Danmark foruden sin rolle som adm. direktør for Ogilvy & Mather Advertising.
“Det har været nogle utrolig udfordrende år hos Ogilvy med konstant forandringsledelse hos Ogilvy og vores kunder ikke mindst under krisestyringen i 2000-2001 Jeg har været glad for lige dele international og nationale udfordringer for Ogilvys kunder” udtaler Karen Østergaard, der over for Bureaubiz tilføjer, at den kommende tid skal bruges til at tænke sig om, hvad angår fremtidsplaner.
Mens landechef-posten rekrutteres internt, så er det Jimmy Schougaards forventning, at en ny adm. direktør for Ogilvy & Mather bliver hentet eksternt.
“Der skal rekrutteres udefra. Vi har indledt processen, som vi forventer vil køre et stykke tid. I mellemtiden er Karen Østergaards opgaver fordelt i ledelsesgruppen,” siger Jimmy Schougaard til Bureaubiz.
Ogilvy i Danmark fortsætter med sin nuværende struktur, hvor Ogilvy & Mather Advertising, Ogilvy HealthWorld, OgilvyOne og Ogilvy Activation er separate forretningsenheder inden for Ogilvy Gruppen.