I de seneste 10 dage er det Danske Bank, der har været i skudlinien – bl.a. på Kommunikationsforum, hvor redaktøren, Timme Bisgaard Munk, kritiserede kampagnen i skarpe vendinger.
Nu er der ved at falde mere ro omkring Danske Bank, og så er det blevet Mensch’s tur som bureauet bag kampagnen til at blive taget under behandling på Kforum. Artiklen er skrevet af sitets medredaktør Asger Liebst, der er kendt for at være stærkt kritisk over for reklamebranchen.
Tonen bliver meget tidligt i artiklen slået an:
“Men hvad er Mensch? Mensch er Frederik Preisler. Og Frederik Preisler er en pakke debat-agtighed til salg. Har kunden ikke så mange penge, kan den købe den lille Preisler-pakke. Har kunden mange penge eller voldsomme problemer, kan den købe den store Preisler-pakke. Indholdet er nogenlunde det samme. Den eneste forskel er pakkens størrelse og så kundens navn, der behændigt sættes ind i nederste højre hjørne af annoncerne.”
Asger Liebst må have fulgt Frederik Preisler længe – eller i hvert fald været i gang med en research, for han gennemgår en lang række kampagner lige fra Propaganda-tidens Mobilix til den seneste Danske Bank i Mensch-regi.
Han ser kyssende piger som “Preisler-pakkens” signaturbillede, og mener i øvrigt, at det specielt er i forbindelse med den store kampagne for Landbrug & Fødevarer og Danske Bank, at det er gået galt for “Preisler-pakken”.
Det er dog ikke alle, der deler den opfattelse. F.eks. skriver Paul Hertz i en kommentar til artiklen:
” Smukt pletskud, Asger! Lige bortset fra Landbrug & Fødevarer, som jeg et langt stykke af vejen finder ganske vellykket. Her er det faktisk lykkes Mensch at gøre de ellers røvsyge og drønkedelige budskaber vedkommende og interessante. Synes jeg.”