Kforum topper blandt kommunikations-branchens sites

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Præsterede i 2008 en overskudsgrad på 34,6, mens både Mediawatch og Markedsføring måtte notere store underskud.

Markedsføring havde den største omsætning, mens Mediawatch havde den største fremgang i omsætning.

Men derefter er der ikke meget mere positivt at nævne for de to sites, når man sammenligner regnskaberne for 2008 for dem og Kommunikationsforum.

Sidstnævnte fremtræder som det klart stærkeste, når det gælder økonomi.

Sitet præsterede en omsætningsfremgang på 19 pct. til 6,91 mio. kr. og et overskud, der steg med 60 pct. til ca. 2,4 mio. kr.

Overskudsgraden blev hele 34,6 imod 25,7 i 2007 – som jo ellers også var et godt år.

Selvom Mediawatch kunne prale med en omsætningsfremgang på hele 690 pct., så var det dog i forhold til et beskedent niveau på 250.000 kr. i 2007, hvor sitet blev overtaget af JP/Politiken.

Underskuddet på næsten 3 mio. kr. skal selvfølgelig ses som et resultat af betydelige investeringer, men bestyrelsesformand Klaus Høeg-Hagensen sagde sidst i 2008, at der skulle opnås balance i 2009 – hvilket han opgjorde til en omsætning på ca. 5 mio. kr.

Spørgsmålet er dog, om det helt holder. Medarbejdertallet er øget igennem 2008, og i forhold til regnskabet for året må de samlede personaleomkostninger for 2009 således blive væsentligt højere. For 2008 lød de på i gennemsnit 4 ansatte og samlede omkostninger til dem på knap 2,5 mio. kr.

Markedsføring kan fortsat prale med at være størst – men som udviklingen var i 2008, er spørgsmålet, hvor længe endnu.

Omsætningen faldt med 31,5 pct. og bundlinjen gik fra et plus på 72.000 kr. til et minus på ca. 2,5 mio. kr.

Men en ting er 2008. Hvad med nu?

I modsætning til Mediawatch og Kforum har Markedsføring en trykt udgave. Der er dog ikke meget grin ved printmarkedet i øjeblikket. Men der er heller ikke meget grin ved jobmarkedet, som indtil nu har været den vigtigste indtægtskilde for sites som disse. Spørgsmålet er dog, om Kforum bliver mindre ramt end de andre – bl.a. fordi sitet har et marked med en del offentlige stillinger.

Og så lidt fra vor egen verden: Der eksisterer endnu ikke et helt regnskabsår for os, men vi skal ikke skjule, at vi er klart de mindste, hvad angår omsætning. Til gengæld er vi det også, hvad angår udgifter, fordi vi investerer gennem lave eller næsten ikke-eksisterende lønninger.

Så på den baggrund kan vi “prale” med, at vores budget er i balance – og så i øvrigt koncentrere os om at skaffe nye læsere og mere trafik.

Nøgletal for Kommunikationsforum

  • Omsætning 6,91 mio. kr. +19 pct.
  • Personaleomkostninger 2,3 mio. kr. +76,8 pct.
  • Resultat af primær drift 2,388 mio. kr. +60 pct.

Nøgletal for Mediawatch

  • Omsætning 1,726 mio. kr. +690 pct.
  • Personaleomkostninger 2,477 mio. kr. +700 pct.
  • Resultat af primær drift -2,904 mio. kr. (-1,037 mio. kr. i 2007)

Nøgletal for Markedsføring

  • Omsætning 8,549 mio. kr. -31,5 pct.
  • Personaleomkostninger 5,576 mio. kr. +1 pct.
  • Resultat af primær drift -2,553 mio. kr. (+0,07 mio. kr. i 2007)