Klasselotteriet i spurt efter nyt bureau

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Det kommer til at gå stærkt, når 5 mediabureauer i den kommende tid skal dyste om at erstatte Carat, der har foretrukket Danske spil frem for Klasselotteriet.

Pr. 1. januar liberaliseres det danske spilmarked, og med 43 selskaber, der har søgt om licens, har vi – med en politiker-kliché – “en ny situation”.

Og op til denne nye situation skal Klasselotteriet så have fundet sig et nyt mediabureau. At det offentlige udbud resulterer i et nyt bureau, ligger fast, al den stund at man har opsagt kontrakten med det gamle, nemlig Carat.

Det skete, da Carat i september informerede Klasselotteriet om, at man nu skal til håndtere hele Danske Spil – og således bl.a. Danske Lotterispil, der er i direkte konkurrence med Klasselotteriet, og de kommende liberaliserede spil.

Danske Spil har et betydeligt større budget end Klasselotteriet, og hos Kirsten Østergaard – marketingdirektør hos Klasselotteriet – er der no bad feelings. Det er der næsten heller ikke tid til:

“Vi anvender de kortest mulige deadlines, som reglerne tillader det. Vi har holdt briefing-møde, og bureauerne har til 23. november kl. 15 med at komme deres forslag. Herefter går jeg i hi i halvandet døgn for at granske tilbuddene. Der holdes præsentationsmøder i uge 48, og jeg forventer, at vi har vores nye mediabureau klar medio december,” siger Kirsten Østergaard.

Det nye bureau skal findes i dette felt:

  • Mindshare
  • MEC
  • IUM
  • OMD
  • Vivaki (ZenithOptimedia)

“Der var flere end fem bureauer, der anmodede om prækvalifikation, men vi havde fra begyndelsen planlagt at vælge at gå videre med netop fem bureauer,” siger Kirsten Østergaard.

Det ligger således ligefor at konstatere, at Klasselotteriet visker tavlen ren, når nu hverken det nuværende eller det forrige mediabureau (Mediacom) er med i opløbet.

Af udbudsmaterialet fremgår det, at der bliver tale om en tre-årig kontrakt, og at Klasselotteriets samlede markedsføringsbudget er i størrelsesordenen 25-30 mio. kr. inkl. moms, hvilket dækker både mediabureau- og reklamebureauydelser.