Klausen + Partners udvider ledelsen

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Bureauet har nappet ny kontaktdirektør hos konkurrent. Og ansætter samtidig ny projektleder og ny Art Director.

At årstiderne skifter, mærkes i særlig grad hos dialogbureauet Klausen + Partners, der typisk har laaange og stilfærdige forår, og korte og intense efterår.

I dette forår ser tingene imidlertid bedre ud, og i dét lys giver det god mening at ansætte tre nye medarbejdere – ansættelser, der dog også dækker en omkalfatring af bureauet, der har stået på det seneste år.

Bureauet har ansat Camilla Spliid som ny kontaktdirektør, så Klausen + Partners nu har to af slagsen; udover Camilla Spliid er det Brian Carlson, der har været på bureauet i fire år og er partner.

”Camilla skal hjælpe med at løfte os kunde- og kompetencemæssigt. Det er en del af vores vækstplan, at vi skal dække mere af værdikæden, både hvad angår basal og kompleks dialogmarkedsføring. Vi har for meget at lave, og Camilla kan bistå på et højt niveau,” siger Hans-Henrik Søndersted-Olsen.

Hun indgår i Klausen + Partners ledelse, der i forvejen består af Hans-Henrik Søndersted-Olsen, Brian Carlson, strategidirektør Niels Kaldahl og kreativ direktør Louise Plaun.

Camilla Spliid er cand.merc i Design & Communication Management og har beskæftiget sig med kommunikation og markedsføring både på kundeside og som rådgivende konsulent. Hun kommer fra en stilling som kontaktdirektør og partner hos Director og har arbejdet med direct marketing gennem de seneste 12 år. Hans-Henrik Søndersted-Olsen fremhæver hendes brede erfaring inden for både leadgenerering, CRM og relationsopbygning. Hun vandt forrige år den Danske Direct Marketingpris sammen med ALKA Forsikring.

Bureauet har også ansat Mette Frich Mathiesen, som projektleder. Hun er uddannet cand.merc.emf fra CBS med speciale i relationsmarkedsføring og har tidligere været ansat hos KPMG Marketing, Mediq Denmark og Mediaplanet.

Dertil kommer Pia Storm, der er ny Art Director. Hun er uddannet Art Director fra Den Grafiske Højskole og kommer fra en stilling som Art Director hos Kunde & Co. Hun har tidligere arbejdet på Halbye Kaag JWT og arbejdet freelance for bl.a. Saatchi & Saatchi og Ogilvy.