KMD får ny marketingchef

Peter Engholm
25@mail.dk

Den største danskbaserede it-virksomhed skal blive større, og det skal en ny marketingchef – og styrket digital markedsføring – hjælpe med.

Claus Hessner bliver fra og med 4. januar ny marketingchef i KMD, der på koncernplan omsætter for næsten 5 mia. kr. og har ca. 3000 ansatte. Han er – med næsten 10 år hos Kunde & Co – rundet af bureaubranchen, før han blev ansat som marketingchef hos først Danica Pension og siden Bluegarden.

”Claus Hessner kommer med en solid erfaring inden for marketing. KMD har betydelige ambitioner om at vokse i flere markeder, og Claus får en central rolle i realiseringen af vores vækstplaner. Markedsføringsmæssigt ønsker vi at løfte vores digitale tilstedeværelse, og han kommer til at stå i spidsen for en styrkelse af brugen af digitale medier og platforme”, siger Morten Langager, Senior Vice President for Kommunikation og Marketing i KMD.

Claus Hessner afløser på posten som marketingchef Niklas Marschall – tidligere salgs- og marketingdirektør i DSB – som nu bliver direktør for KMD Ventures, der er et datterselskab, som udvikler og håndterer brugerdrevet innovation, idegenerering og inkubation.

Hos KMD skal Claus Hessner stå i spidsen for marketingteamet og være med til at realisere it-virksomhedens 2020-strategi om vækst på flere markeder:

”KMD er en central aktør i it-branchen og er måske mere end nogen anden med til at sætte dagsordenen i digitaliseringen af Danmark. KMD har nogle spændende tanker i forhold til at styrke sin markedsføring, og jeg ser frem til at være med til at realisere KMD’s vækststrategi,” siger Claus Hessner.