Kommunikationsbureau ansætter 71-årig

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Hos Lindskov Communication er alder hverken kvalificerende eller det modsatte. Det handler om kompetencer og attitude. Derfor spreder de 12 ansatte sig også over en alder fra 19 til 71.

 

Hos Lindskov Communication i Roskilde betyder det ikke noget, om medarbejderne er 19 år gamle, 71 eller derimellem.

Det handler nemlig om noget helt andet end alder, siger Catrine Eisenreich, som er daglig leder af bureauet, der netop har ansat 71-årige Inge Schmidt-Rasmussen. 

”Vi rekrutterer efter kompetencer og attitude,” siger hun – og med attitude skal forstås, at man er engageret i kunderne og f.eks. besøger en kundes stand i løbet af weekenden, når bureauet har været med til at udvikle design og markedsføringsmateriale til den.

For CEO Lars Lindskov, der stiftede bureauet for seks år siden, handler det også om at give folk en chance.

 ”Vi giver gerne nyuddannede et job måske bare to eller tre om ugen til at starte med eller i kortere eller længere perioder til bestemte opgaver.Sådanne ansættelser kan sagtens resultere i fastansættelser. Vi har også en medarbejder på nedsat tid efter et kræftforløb. Det vigtige er, at man kan og vil gøre en forskel for kunderne,” siger Lars Lindskov.

Bureauet har 12 ansatte og tæller både en 19-årig projektassistent, der arbejder i sit sabbatår mellem uddannelser, en tidligere kommunaldirektør over 60 og et tidligere folketingsmedlem over 65.

Og så altså også 71-årige Inge Schmidt-Rasmussen, som oprindeligt er uddannet i det østtyske post- og telegrafvæsen og flyttede til Danmark i 1976 og har siden arbejdet med IT og data. Bl.a. hos IBM og Canon – og som er ansat som webprogrammør.