Bureaumarkedet tegner til at have været rigtig godt i 2021, og det gælder også for kommunikationsbureauet Geelmuyden.kiese. Med en vækst i bruttoavance på knap 15 pct., lægger bureauet sig lidt over det foreløbige gennemsnit for gruppen af kommunikationsbureauer. Det lyder lige nu på knap 13 pct.
Men endnu bedre for bureauet er det, at resultatet for 2021 er fjerde år i træk, at det kan fremvise vækst. Det havde nogle lidt mere magre år fra 2016-18 men siden er det gået frem på både top og bund og i 2021 kan man således notere en flot overskudsgrad på 17,8.
Managing partner, Karne Lykkebo, fremhæver, at resultatet bl.a. er et produkt af en udvidelse af bureauets kernekompetencer.
“Væksten på både top- og bundlinje i 2021 er særdeles tilfredsstillende og ikke mindst et resultat af vores investeringer i flere kompetente medarbejdere og øget specialisering i kommunikation inden for efterspurgte sektorer,” siger Karne Lykkebo.
Karne Lykkebo
Et af de områder hun fremhæver er bæredygtighed.
“Bæredygtighed er et område i markant vækst og har været det de seneste par år, hvorfor vi løbende har opbygget en dyb erfaring med dette område på tværs af markeder. Derfor er vi også særligt stolte af at være de første modtagere af den nyindstiftede bæredygtighedspris ved årets Rambuk uddeling,” siger Karne Lykkebo.
Herudover fremhæver hun også public affairs som en hjørnesten og et område, der er vækstet i de senere år under ledelse af Rasmus Winther. Han er således blevet den nyeste partner i Geelmuyden.kiese.
Bureauet er en del af den norsk baserede gruppe, som i øvrigt blev solgt i 2021 til virksomheden Paritee. Bag Paritee står flere erfarne folk inden for opstart og drift af kommunikationsbureauer. Bl.a. stifteren af et af Sveriges mest prisvindende kommunikationsbureauer, Prime, og tidligere EMEA COO for Weber Shandwick, Jonas Palmquist samt Lars Erik Grønntun, tidligere global chef for Hill & Knowlton.
Nøgletal for Geelmuyden.kiese
Bruttoavance 43,486 mio. kr. +14,6 pct.
Bruttoavance pr. medarbejder 1,035 mio. kr. +6,5 pct.
Lønandel 67,6 (68,3)
Resultat før skat +6,028 mio. kr. +26,8 pct.