Mere substans og mindre fokus på form og personer.
Det er den korte forklaring på, at Schultz J & Goll bliver til Substantia. Kommunikationsbureauet præsenterer ved samme lejlighed en udvidelse af partnerkredsen.
Bureauet hed ved årets begyndelse Oxymoron, men skiftede i midten af januar navn til Schultz J & Goll efter de to af tre partnere, Kresten Schultz Jørgensen og Peter Goll. Den 1. maj udtrådte Schultz Jørgensen imidlertid fra bureauet og lancerede sidst i juli sit eget bureau-setup; Schultz Jørgensen Kom. Stoppet kom, fremførte Markedsføring, oven på en byretsdom om sprituskørsel.
Substantia kan ranke ryggen fra den nye begyndelse: Af den kommende BureauTrends fremgår det, at kommunikations- og PA-bureauerne har en bruttoavance pr. medarbejder på godt 990.000 kr., mens tilsvarende tal for Substantia i seneste regnskabsår var på lidt over 1,2 mio. kr. Samtidig har bureauet, ifølge en pressemeddelelse, en pipeline, der ”giver tro på et samlet årsresultat, som kan vise sig virksomhedens bedste nogensinde”.
Substantia tager navn efter sin kernemission: Strategi anvendt til konkrete løsninger. Peter Goll siger i pressemeddelelsen:
“Alt for meget kommunikation handler om form og alt for lidt om at gøre en forskel. Det kræver vilje og kompetencer at gå dybt ned i problemstillingerne i en forretning, hvis der skal udvikles meningsfulde løsninger, der styrker topledelsens evne til at påvirke, inspirere og skabe positiv forandring”.
Partnerne Peter Goll og Louise Helstrup Guldager har indtil navneskiftet udgjort den strategiske ledelse. Med navneskiftet kommer også Paulina Wata Nielsen og Frank Serup Laybourn til at indgå i den daglige ledelse og forventes inden længe at træde ind i partnerkredsen – Pauline Wata Nielsen har allerede partnertitel. Begge bidrager med dyb erfaring og til en samlet partnerkreds med en ligelig kønsfordeling mellem mænd og kvinder, understreges det i pressemeddelelsen.
Paulina Wata Nielsen, der bl.a. har været kommunikationschef i Barslund Koncernen, fortsætter i rollen som Director of Operations, seniorrådgiver og en del af ledelsen. Frank Serup Laybourn, der bl.a. kommer med erfaring som direktør for Market Access i GlaxoSmithKline, underdirektør i Danmarks Radio og særlig rådgiver for Troels Lund Poulsen, fortsætter som Director of Public Affairs.
Udvidelsen af partnerkredsen danner ramme for en åben partnermodel, hvor flere kan komme til. August begynder også med ansættelsen af yderligere to nye kollegaer, så bureauet nu samlet er 15 ansatte. Med ”et stærkt hold, navneskiftet og et meget tilfredsstillende halvår” er bureauet rustet til videre vækst, pointerer Louise Helstrup Guldager, partner & Head of PR & crisis management, og siger:
“Vi tror på, vi med vores tilgang kan skabe en forskel i et marked, hvor der er et behov for at få adresseret fundamentale udfordringer og vinde reel troværdighed fra partnere, kunder og offentlighed. Det gør vi nu under et navn, som bærer netop den vision i sig.”