Kompas Kommunikation åbner filmafdeling

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Udover at etablere en filmafdeling, ansætter Kompas en filmproducent.

Kompas Kommunikation stifter nu afdelingen Kompas Film, da film udgør et stort stratetisk fokusområde for bureauet.

Efter at have arbejdet med contentvideoer til sociale medier, online kampagnevideoer, interviewfilm og infografikvideoer i en årrække har bureauet nu valgt at insource kompetencen, der indtil nu har været udliciteret til eksterne filmselskaber og freelancere.

PR- og kommunikationsbureauets nye satsning kommer i kølvandet på en stigende efterspørgsmål fra kunderne samt vækst på film- og videoområdet.

Kompas’ nye ansigt
Til at varetage bureauets filmproduktion har Kompas ansat filmproducenten Jacob Jorp Hansen, der – udover at have arbejdet for produktionsselskabet Immergut (nu Pipeline) – også har kørt sit eget videoproduktionsselskab siden 2009.

Hans CV dækker desuden over musikvideoer, concentvideoer, reklamefilm og YouTube-videoer til tv-produktioner som Ultra Galle, Trodspejlet, Zulu Comedy Galla, DR2 Temalørdag og DR-serien Danmarkshistorie.

En naturlig del af Kompas’ udvikling
Thomas Hartvig, stiftende partner og direktør i Kompas Kommunikation, ser etableringen af egen filmafdeling som et naturligt fremskridt i forhold til mediernes såvel som Kompas’ udvikling.

”Mediernes udvikling går stærkt i øjeblikket, og det udvisker grænserne mellem bureauernes ydelser. Vores kunder efterspørger helstøbte, moderne og kreative løsninger, og det forudsætter, at vi hele tiden udvikler os med tiden og medierne. Derfor udvider vi hele tiden med dygtige kompetencer in house, som kan varetage PR, influencer marketing, content marketing, kampagner, filmproduktion og sociale medier. Lige fra konceptudvikling, udvikling af materiale til lancering, eksekvering og medieindkøb,” siger Thomas Hartvig.

Thomas Hartvig løfter desuden sløret for, at man planlægger at øge Kompas Film med to-tre fuldtidsansatte inden for det næste år.