Koncentration blandt gratismedier

Peter Engholm
25@mail.dk

Mode-Magasinet og Børne-Magasinet fra konkursramte PR Media overtages af Cross Border Media, der i forvejen udgiver to magasiner – og har et ekstra på vej.

Da PR Media solgte først 25 pct. – og siden yderligere 10 pct. – af selskabet til Bonnier Publications, var tanken, at mediekoncernen skulle PR Media helt.

I stedet gik selskabet for tid siden konkurs, og nu har det lille bladforlag Cross Border Media overtaget Mode-Magasinet og Børne-Magasinet fra konkursboet.

Forlaget udgiver i forvejen børnemagasinerne Girlfriendz og BoyZhood og til maj følger familiemagasinet X+Y. Alle tre udkommer i både Danmark, Sverige og Norge i oplag på godt 100.000 pr. land.

Mode-Magasinet og Børne-Magasinet levede af annoncer fra mindre butikker, og disse budgetter er på det seneste blevet kendeligt mindre. Samtidig skranter danske magasinforlag, men disse trends vælger Cross Border Media at gå imod.

“Vi kan se et stort uudnyttet potentiale i Mode-Magasinet og Børne-Magasinet, som allerede er stærkt positionerede i hver deres område – mode, trends og livsstil hhv. til kvinder og til børn,” siger chefredaktør Mathilde Holkenfeldt Behrendt i en pressemeddelelse.

“Ved at løfte magasinerne i kvalitet og differentiere dem yderligere fra konkurrenterne på den redaktionelle linje kan vi fylde et hul i markedet. Desuden vil vi udnytte vores know-how til at styrke distributionen af Mode-Magasinet og Børne-Magasinet,” fortsætter hun.

Mathilde Holkenfeldt Behrendt bliver nu chefredaktør for alle Cross Border Medias fem magasiner. Hun har været tekstforfatter i en årrække på bl.a. La Familia og Robert/Boisen, men har i de seneste fem år arbejdet som journalist med fokus på livsstil og mode.

“Mange gratismagasiner har ry for at være dårligere i indhold end de blade, læserne ofte betaler for i dyre domme. Det er nok rigtigt for nogle blades vedkommende, men hos Cross Border Media har vi et klart mål om at levere meget høj kvalitet i både skribenter, fotografer, stylister og bladenes fremtoning,” siger Mathilde Holkenfeldt Behrendt.

Girlfriendz, BoyZhood og det nye familiemagasin X+Y uddeles alle gratis via kendte butikskæder som BR-Legetøj og Toys´R´Us. Mode-Magasinet og Børne-Magasinet skal som hidtil distribueres gratis via tøj- og modebutikker, men bladene vil fremover blive landsdækkende og antallet af udleveringssteder derfor mangedoblet – også i Norge og Sverige.

“Vores erfaring er, at gratismagasiner sagtens kan udgives på tværs af landegrænser og i hele Skandinavien, sådan som vi gør. Det giver bedre mening for internationale annoncører, hvis produkter sjældent er rent danske, svenske eller norske,” siger Mathilde Holkenfeldt Behrendt.