Konkurrence: Gæt hvem der vinder Creative Circle Award

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Creative Circle Awards laver i år en konkurrence, hvor vinderen vinder en plads i næste års CCA jury, mens taberen vinder en plads på Reklamelinjen. Konkurrencen går ud på at gætte hvem, der vinder ved Creative Circle Awards.

I år søsætter Creative Circle Award en konkurrence op til Creative Circle Award.

Konkurrencen går ud på at gætte flest vindere i forbindelse med Creative Circle Award.

Vinderen, der kan kalde sig Creative Circle Champion, vinder en plads i næste års CCA jury. Derudover vinder man et rejsegavekort til Spies på 5.000,- kr og to billetter til kreativitetskonferencen THIS.

Men der er også en præmie til taberen. Den, der får færrest point vinder nemlig en plads reklamelinjen.

Ideen til konkurrencen kommer fra det Robert/Boisen & Like-minded.

For et par år siden fik det kreative team Niklas Hultquist og Frederik Voetmann ideen, at det kunne være sjovt at konkurrere om hvem, der kunne gætte flest vindere i forbindelse med Creative Circle Award.

”Vi startede det helt primitivt op som en aktivitet med nogle excel-ark, afkrydsning og manuel optælling. Vi oplevede, at folk fik en dybere indsigt i alt det fine arbejde og at det blev endnu sjovere og mere involverende at overvære selve showet”.

Søren Christensen, partner i bureauet supplerer:

”Vi havde en snak om, om man ikke kunne lave en udgave, så alle kunne spille med. Det kunne være en sjov måde at se hvem, der har mest styr på de forskellige kategorier rundt på bureauerne og skabe lidt mere engagement i forbindelse med arrangementet. Så vi besluttede os for at præsentere konceptet for bestyrelsen i CCA”.

Og formand for CCA, Dorte Nielsen syntes godt om ideen:

”Vi ønsker at sætte fokus på den bedste danske kreativitet. Det går lynhurtigt på selve aftenen, så da Robert/Boisen & Like-minded præsenterede idéen, slog vi til. Det er en sjov måde at få branchen til at dykke ned i shortlisterne og få et bedre indtryk af det forskellige arbejde. Og så håber vi også, at det kan give øget engagement på selve aftenen.

I løbet af selve showet vil publikum løbende blive orienteret om hvem der fører, hvilket bureau, der klarer sig bedst etc.

Spillet kan spilles her, hvor man gætter på hvilke cases i 15 kategorier, der vinder en cirkel og hvilke, der ikke gør. Der er et point for et rigtigt svar og der skelnes ikke mellem guld, sølv og bronze.

Alle kan deltage uanset om man deltager i CCA eller ej. Hver spiller kan spille én gang. Og der er åbent for deltagelse nu.