Konkurrenceløb som marketing-gimmick

peng

Når målgruppen er konkurrencemennesker, så bør markedsføringen også være en konkurrence. Det er tanken bag et løb, som internetsitet Top1000 arrangerer sammen med KPMG.

Top1000.dk, der leverer information og jobopslag fra Danmarks 1000 største virksomheder, tager konsekvensen af, at det bliver stadig sværere at positionere sig via traditionel markedsføring. Derfor lancerer sitet nu KPMG Top1000 Challenge – et konkurrenceløb for Danmarks største virksomheder, hvor det handler om at vinde.

“Vi kunne gøre som alle andre og markedsføre os via annoncer, bannere, messer og lign. Det gør vi også til en vis grad, men vi får mere ud af at gøre noget utraditionelt. Derfor har vi udviklet KPMG Top1000 Challenge, der – ud over at være i tråd med tendenser som sundhed og motion – understreger, at vores målgruppe er konkurrencemennesker, som ikke kun er tilfredse med at være med,” siger Thomas Heltborg Juul, adm. direktør i Top1000.dk.

KPMG Top1000 Challenge er “et krævende konkurrenceløb” på 5 x 6 km udelukkende for Danmarks 1000 største virksomheder – samt de bedste løbere på de største videregående uddannelsesinstitutioner.

“I dette løb handler det om at vinde. Ligesom det gør, hvis man vil klare sig i et konkurrencepræget erhvervsliv. Forudsætningen for high perfomance er det rigtige hold, hvor hver enkelt skal yde sit bedste. Det kombinerer vi her med en sund livsstil, smuk natur og et godt selskab,” siger Henrik Kronborg Iversen, direktør i KPMG.

Selv om denne type mentalitet og konkurrencer næppe anerkender andet end førstepladser, så er der både 1., 2. og 3. præmier i stafetten, der afvikles onsdag den 4. maj ved Bagsværd Sø uden for København. Deltagelse er gratis for kunder hos KPMG og Top1000.dk samt for de første 300 tilmeldte hold. Læs mere her