Final Film har opkøbt aktiverne i det konkursramte reklamefilmsproduktionsselskab Mayday Film, som gik konkurs for nylig. Som en del af aftalen bliver Mayday Films tidligere ejer, Kristian Jørgensen, ansat som konsulent og også en elev fortsætter i det nye setup.
Ifølge partner i reklameproduktionsselskabet Final Film, Nichlas Stilling Sandahl, er opkøbet en mulighed for at samle flere kompetencer i virksomheden og styrke filmproduktionen i Nordjylland, hvor begge selskaber har til huse.
“Kristian og Mayday Film har altid leveret sindssygt skarpt arbejde, så da muligheden for at slå kræfterne sammen opstod, var det en no-brainer. Vi får nu endnu mere erfaring, flere ressourcer og en bredere vifte af kompetencer, som i sidste ende kommer vores kunder til gode.”
Kristian Jørgensen ser overgangen som en mulighed for at fortsætte sit arbejde, blot i et nyt regi:
“For mig handler det her om at tage det bedste fra to verdener og skabe noget endnu større. Final Film har et fedt mindset, og det var helt naturligt for mig at hoppe med på vognen. Nu får jeg lov til at gøre det, jeg elsker, sammen med et sindssygt dygtigt team – og så får jeg endda lidt mere tid til familien fremover. Det er en kæmpe win.”
Med opkøbet mener Nichlas Stilling Sandahl, at man nu kan konkurrere med “de store” produktionsselskaber.
“Det her handler om, at Nordjylland fortjener en plads på filmproduktionslandkortet. Nu har vi samlet nogle af de bedste folk under ét tag, og det giver os muligheden for at bokse med de store. Det er vi eddermame stolte af.”
Final Film tilbyder med overtagelsen at færdiggøre igangværende projekter for Maydays kunder og aktiviteterne vil fremadrettet blive drevet fra Finals lokaler.