Konkurs i ét bureau giver vokseværk i et andet

Peter Engholm
25@mail.dk

Banken mistede tålmodigheden med reklamebureauet Nybroe, der derfor gik konkurs. Nu overtager et andet bureau Nybroes team og søger at få kunderne med.

I 2008 havde Nybroe en bruttoavance på 15,2 mio. kr., et beskedent minus på 102.000 kr. samt 35 medarbejdere.

Bestemt hæderligt, skulle man mene, men bureauet lå i loose-loose kategorien: Altså med en gennemsnitsløn under branchegennemsnittet, men med en lønandel over branchegennemsnittet. Og i dén kategori forblev bureauet i både 2009 og 2010.

I mellemtiden var bureauet – som led i et generationsskifte – blevet overtaget af Rydberg Holding, der ejer Rydberg Skilte. Brødrene Nybroe, Tom og Lars, forblev i selskabet, men som ansatte.

Herefter gik luften ud af forretningen – trods Henrik Bjørkmans tiltrædelse som adm. direktør i efteråret 2010. Hans erfaring fra bl.a. Y&R, McCann-Erickson og 727 CPH kunne ikke puste nyt liv i en pipeline, der var løbet næsten tør.

“Vi havde postive driftstal måned for måned, men bankens tålmodighed rakte ikke længere, for der ville være gået 3-4 år, før end vi havde fået bugt med den gamle gæld,” siger Claus Refstrup, medejer af Rydberg Skilte.

Nybroe-delen gik først i betalingsstanding og siden konkurs, og af konkursboet købte Rydberg hele arkivet og de igangværende arbejder – med ønsket om at få arbejdet videreført i andet regie, herunder medarbejderne.

Og det er lykkedes nu i form af en aftale med reklamebureauet Relevans på Frederiksberg.

“Nybroes kunder har fået et tilbud fra os om business as usual + noget mere. Vi har overtaget det vigtigste fra Nybroe, nemlig teamet, så vi har ansat tre faste medarbejdere og en fjerde følger nok efter. Vi kommer til at indgå et tæt parløb med Rydberg, så opgaverne løses, hvor det giver mest mening – altså enten skilte- eller reklame-produktion,” siger Lasse Hinke, direktør og partner i Relevans.

Relevans har i forvejen ni medarbejdere, så staben bliver øget med mindst en tredjedel. Bureauet var i sin oprindelse udpræget BtB, men håndterer nu også dialog og sociale medier – samt BtC. Sidstnævnte område – og kompetencer – er kommet til via opkøb.

“Vi købte Berg Reklame & Marketing, og nu styrker vi det klassiske bureauarbejde yderligere med overtagelsen af Nybroe. Det sker på et godt tidspunkt, for markedet er i stigende grad positivt, og vi stod alligevel over for at skulle ansætte nye medarbejdere,” siger Lasse Hinke.

Overtagelsen af Nybroe, der fortsætter under Relevans-navnet, kom således belejligt for bureauet, der ikke er bleg for at fortsætte ad dén sti.

“Vi har ingen fastlagt strategi om skulle at overtage andre bureauer, men jeg vil sige det sådan, at vi er permanent åbne over for tanken,” siger Lasse Hinke.