Andersen & Blæsbjerg, der er et af Danmarks ældste reklamebureauer, ser ud til at synge på sidste vers. Medarbejderne har forladt bureauet som følge af manglende løn, men der ser endnu ikke ud til at være afsagt en konkurs.
Rygterne har været massive siden slutningen af sidste uge, men de har gået i forskellige retninger, og ikke nødvendigvis peget på en konkurs. I mandags gav adm. dir. Kurt Mousten da også over for Bureaubiz udtryk for, at han arbejdede på nogle løsningsmuligheder.
Ifølge Bureaubiz’ oplysninger har der været arbejdet på en afhændelse af forskellige aktiviteter, så der måske kunne blive tale om en mere kontrolleret afvikling af bureauet.
Siden i går har flere af de centrale medarbejdere dog ændret deres profil på Linkedin. Det gælder f.eks. kreativ direktør Henry Rasmussen og den ene af partnerne, Morten S. Hvid, så der ser ikke ud til at være meget at samle op mere.
Det lignede ellers en hårdt tiltrængt fremgang, da Andersen & Blæsbjerg for 2011 kunne levere et forbedret regnskab. Godt nok var der fortsat et lille minus, men de forudgående to år var der tabt fire mio. kr., så det var klart bedre, og der var også fremgang i bruttoavancen.
Problemet var, at fremgangen bl.a. byggede på, at Andersen & Blæsbjerg i året havde fået tilgang af kunder og medarbejdere fra det konkursramte Scanad med adm. dir. Robert Rasmussen i spidsen – og bureauet noterede selv, at man ikke havde fået så meget ud af dette som ventet.
Andersen & Blæsbjergs regnskab for 2012 er ikke kendt, men det har været et turbulent år for mange i bureaubranchen, og bureauet har formentlig været sårbart over for dårlige konjunkturer.
Angiveligt har banken smækket kassen i til sidst. Kurt Mousten har ikke vært til at få fat i idag.
Der er desuden den detalje, at tidligere Scanad-ejer, Robert Rasmussen, ejer ejendommen, som Andersen & Blæsbjerg holder til i.