Konstellation & Republica vinder Coop CSR-pitch

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Bureauet skal fremover stå for hele Coops CSR-kommunikation. Tre bureauer var i pitch.

I det tidlige efterår valgte Coop, at alle deres opgaver i forhold til Coop Ansvarlighed skulle samles på ét bureau.

Det er Konstellation & Republica, der tidligere har lavet enkeltstående opgaver for Coop Ansvarlighed, der løber med sejren foran to andre unavngivne bureauer, som også var inviteret til at pitche ind på opgaven.

I konkurrenceoplægget fra Coop var der lagt vægt på at finde en samarbejdspartner, der både var stærk kreativt, men som også havde stærke  kompetencer inden for digital kommunikation.

I sidste ende fandt Coop, at Konstellation & Republica, var det rette match til opgaven.

CEO på Konstellation & Republica, Susanne Lund, fortæller om bureauets syn på CSR – i forhold til den nyvundne kunde:

”CSR er vigtig for os. Ansvarlighed er fundamentet for den medlemsejede virksomhed, som Coop er. Det er mærkesager, der får os op om morgenen, og som er værd at kæmpe for. Mærkesager som skal udleves – ikke bare i det store billede – men helt ud i tilbudsaviserne. Gejsten for at få dét til at ske, mærkes hos alle her på Konstellation & Republica”.

Adspurgt hvilke CSR-sager der vil blive fokuseret på i forhold til Coop, siger Susanne Lund:

”Det handler om alt fra dyrevelfærd, god kemi, mindre madspild og mere sundhed til alle. Vi skal sørge for at formidle de mange historier, som Coop har på CSR-agendaen, så de føles vedkommende for den almindelige dansker.”

Hun slutter:

”Vi er et bureau med stor diversitet i medarbejderstaben. Og med opgaverne fra Coop CSR kommer alle vores kompetencer i spil – så vi glæder os rigtig meget til at komme i gang.”