Konstellation siger farvel til partner og teknisk direktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Samtidig har bureauet afleveret et regnskab, der viser fortsat vækst – omend indtjeningen kan blive bedre.

Efter otte år har Mads Sülau Jørgensen valgt at forlade sit job som CTO og partner hos det kreative digitale bureau, Konstellation.

Det er et bureau, som inden for det sidste år eller to er trådt meget frem i offentligheden og bl.a. gjort sig stærkt bemærket kreativt. Bl.a. endte bureauet på en 5. plads i Bureaubiz’ årlige opgørelse over de mest vindende bureauer.

Og netop dette er faktisk en af årsagerne til, at Mads Sülau Jørgensen forlader bureauet.

“Mads er en meget teknisk tung profil og med det fokus, der er i virksomheden, er vi sammen kommet frem til, at Konstellations fremtid ikke matcher med de ønsker Mads har for hans egen udvikling. Vi har været utroligt glade for samarbejdet med Mads og ønsker ham al held og lykke I fremtiden,” siger CEO Nicolai Elmqvist.

Den øvrige partnergruppe fortsætter driften af virksomheden og Rune Bromer overtager ansvaret for den tekniske afdeling.

Konstellation har desuden netop afleveret sit regnskab for 2014, og det viser vækst for fjerde år i træk. Der er dog absolut plads til forbedringer på bundlinjen.

“Vi har investeret i vækst, synlighed og medarbejdere, og vi har flyttet os meget hurtigt i markedet. Jeg er rimelig stolt over, at det har kunnet lade sig gøre, og bundlinjen skal ses i den sammenhæng. Men selvfølgelig skal vi til at vise, at vi kan tjene penge,” siger Nicolai Elmqvist.

Investeringen i medarbejdere ligger først og fremmest i en væsentlig forhøjelse af den gennemsnitlige personaleomkostning, der er steget med 27,8 pct.

“Det hænger sammen med at vi har investeret i tungere profiler,” siger Nicolai Elmqvist.

Væksten kunne faktisk have været endnu højere. Bureauet oplevede, at der var nogle store projekter, der flyttede – og derfor har man måttet skære lidt til i løbet af året, uagtet at bureauet er vokset.

Nøgletal for Konstellation

  • Bruttoavance 10,784 mio. kr. +17,4 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 718.933 kr. +17,4 pct.
  • Lønandel 75,1 (68,9)
  • Resultat af primær drift +0,258 mio. kr. -35,7 pct.