Kontaktdirektør skal lede OMDs nye kontor i Aarhus

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Der er dog endnu ikke sat navn på personen. OMD flytter ind hos Resolution, men allerede inden årets udgang skal de sammen ud at finde nye lokaler.

I oktober åbnede Omnicom Media Group et Resolution kontor i Aarhus.

Nu følger OMD Danmark trop ved til april også at åbne en lokal afdeling i Aarhus i samme lokaler som Resolution.

Bo Damgaard, adm.dir. for OMD i Danmark siger i en pressemeddelelse:

”Vi har haft god fremgang i 2014. Vores økonomiske resultat bliver OMDs hidtil bedste, og vi var så heldige at genvinde titlen som ’Årets mediabureau’ i Imageanalysen, og blive kåret til Danmarks mest prisvindende mediabureau for andet år i træk. Vi betjener nu virksomheder i hele landet, og for at kunne give dem en endnu bedre service, er tidspunktet for etablering af et nyt kontor i Aarhus helt rigtig. ”

Der er endnu ikke sat navn på den, der skal lede OMDs Aarhus-kontor. Kun titel. Det bliver nemlig en ny kontaktdirektør, som OMD ifølge Bo Damgaard allerede er i dialog med, men processen er ikke helt færdig.

Der bliver i første omgang fem ansatte. Udover kontaktdirektøren, er Sine Hermansen rekrutteret internt til stillingen som media director. Desuden ansættes en client service manager, en print planner og en digital director.

Allerede nu kan Bo Damgaard dog melde ud, at man ikke nøjes med fem ansatte og derfor forventer han også, at både OMD og Resolution inden årets udgang skal ud at finde et nyt og større kontor et andet sted i byen.