Hvis man vil finde en mand med et indgående kendskab til digitalisering inden for den offentlige sektor, så er Michael Bach Petersen angiveligt et godt bud. Siden 2011 har han været kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet og før det kontorchef i IT- og Telestyrelsen under Videnskabsministeriet.
Den 1. maj tiltræder Michael Bach Petersen som direktør for offentlig sektor hos In2media, som med ansættelsen nu for alvor vil satse på at løse digitale opgaver for – og sammen med – den offentlige sektor.
”Der er et enormt fokus på digitalisering i den offentlige sektor. Som det første land i verden har vi i Danmark indført obligatorisk digital kommunikation mellem det offentlige og borgerne. Der er formuleret nogle meget ambitiøse politiske målsætninger, og det offentlige er godt i gang. Men det er et langt, sejt træk, og jeg ser i den grad, at et digitalt konsulent- og udviklingshus som In2media kan bidrage med at løfte den digitale kommunikation mellem det offentlige og borgerne,” siger Michael Bach Petersen i en pressemeddelelse.
Heri nævnes også, at et af de politisk formulerede mål er, at 80 pct. af al kommunikation mellem det offentlige og borgere i 2015 skal være digital.
”Det er noget af et kup, vi har gjort med at få Michael ind på holdet. Den offentlige sektor har sat sig nogle ambitiøse mål, og dem vil vi gerne bidrage med at løse. Vi har de digitale kompetencer, produkter og metoder, og med Michael Bach Petersen har vi i mine øjne nu også en af de kompetencer, der ved mest på området,” siger Thomas Vejlemand, Chief Market & Customer Executive, In2media.
En af grundene til det offentliges fokus på digitaliseret kommunikation er målet om at levere bedre service for færre penge. Michael Bach Petersen forklarer:
”Den offentlige økonomi er stram, og med den demografiske udvikling står det offentlige over for en stor udfordring i at opretholde et højt serviceniveau. Digitalisering er et hovedværktøj til at modernisere og effektivisere den offentlige sektor og gentænke borgerservicen, som vi kender den i dag. Opgaven er spændende, men det kræver stor indsigt i at levere løsninger, der både effektiviserer den offentlige sektor og samtidigt giver en bedre og mere fleksibel borgerservice.”