Kontroversiel Nike-hyldest til Ronaldo

Peter Engholm
25@mail.dk

Ny Nike-film giver skarpe reaktioner. Ikke fordi den harmonerer dårligt med, hvor overvægtig og uskarp Ronaldo var i gårsdagens afskedskamp – men fordi den tenderer blasfemi.

Den 34-årige brasilianske fodboldangriber Ronaldo – nej, ikke ham den portugisiske copycat – spillede i går sin afskedskamp for landsholdet.

Det har kastet to film af sig, begge med en hyldesttilgang – og med bagslag: Den ene er et længere indslag på YouTube, der følger – og ærer – den store angriber ved at vise klip fra den sidste kamp. En bjørnetjeneste, for klippet udstiller blot eks-stjernens elendige form. Gå 2:50 ind i dette klip for at se både afbrænder og knap-så-atletisk kropsbygning.

Den anden er Nikes farvel-og-1000-1000-tak film til sponsor-spilleren gennem mange år. Filmen, der er skabt F/Nazca Saatchi & Saatchi, beskriver Ronaldo som Jesus himself. Det sker ved at spille tidsregning-kortet, ikke før-og-efter Kristi fødsel, men fodboldverdenen B.R. og A.R. – før og efter Ronaldo.

Men udover at både Jesus og Ronaldo har store fanskarer og kendes på fornavnet alene (hvilket også er ok, når nu sidstnævntes fulde navn er Ronaldo Luis Nazário de Lima), så er sammenligningen malplaceret ifølge Adweek.com.

Den enes liv handlede om selvopofrelse, den andens om at sparke lidt til en bold og løbe efter transvestit-ludere, som Adweek så diskret påpeger.

Nå, men Ronaldo kan grine hele vejen hen til … bureauet. Han blev for nylig adm. direktør i et sportsmarketing-bureau – 9ine – som WPP har åbnet i São Paulo.