Biludlejningsselskabet Lej Et Lig har for første gang lavet egentlige reklamefilm. Det er sket i samarbejde med TN Reklame og Hawaii Film.
Det er ikke hver dag, man ser en reklamefilm, hvor kunden er et par røvere, men man er ikke bleg for at være kontroversiel hos Lej Et Lig, fortæller ejer og direktør Nicky Dixon:
”Det ligger i vores DNA og vores navn at udfordre markedet og have noget kant i den måde, vi reklamerer på. Hvad enten det er i slogans på siderne af vores biler, eller når vi deltager i arrangementer.”
Lej Et Lig har tidligere henvendt sig til heavy metal-fans, der kunne “growle” (råbe) sig til rabat på en lejebil samt til folketingsmedlemmer, der blev tilbudt rabat i tilfælde af, at de havde brug for at flytte ud af borgen.
Med to nye reklamefilm, der skal køre på de sociale medier, henvender virksomheden sig igen til specielle segmenter.