Kort karriere: MEC-direktør stopper

Opdateret: Sidste sommer kom Katja Moesgaard til tops i MEC efter 10 år i MEC Access. Men tiden på toppen blev kort. Nu forlader hun mediabureauet til fordel for sportens verden.

I efteråret var der en solid forfremmelse til Katja Moesgaard fra MEC Access, da MEC’s nordiske chef, Claus Gilbert Clausen, satte sit hold for den danske forretning.

Katja Moesgaard havde været med til at opbygge MEC Access til et nordens store bureauer inden for sponsor- og eventmarketing, og det var herfra, at hun blev hentet til MEC Danmark – som chief client officer, eller slet og ret kontaktdirektør med øverste ansvar for alle bureauets kunder.

Nu skifter den tidligere anfører for kvindelandsholdet i ishockey imidlertid branche – og sportsgren, idet Dansk Boldspil-Union (DBU) har ansat hende som adm. direktør for det nye datterselskab, DBU A/S.

Selskabet blev etableret tidligere i år med henblik på at tilføre organisationen nye kompetencer, som sammen med de kvaliteter, organisationen i forvejen råder over på salgs- og kommunikationsområdet, vil styrke den kommercielle udvikling af det danske fodboldforbund.

“DBU har udviklet sig til det stærkeste, danske sportsbrand med en række fantastiske produkter og aktiviteter, og det ser jeg frem til at videreudvikle. Det er med en ydmyg følelse, at jeg tænker på den forestående opgave som administrerende direktør for det nye selskab. For mig er det en stor ære at få muligheden for at forretningsudvikle DBU,” siger Katja Moesgaard i en pressemeddelelse fra DBU.

Men hun er – heldigvis – ikke mere ydmyg end som så. Således er hun klar med både en garanti og klar målsætning:

“Jeg kan garantere strategisk udvikling og nytænkning med kontrolleret vækst som målsætning. Og jeg ser frem til at igangsætte spændende og fremtidssikrede partnerskaber for DBU. Jeg har allerede i mine 10 år som konsulent inden for kommunikation og oplevelsesmarkedsføring samarbejdet med en række interessante danske, nordiske og internationale virksomheder, som jeg mener, kan drage stor nytte af DBUs aktiver.”

Den tættere tilknytning mellem DBU og DBU A/S bliver organisatorisk sikret gennem bestyrelsen i det nye aktieselskab, som vil bestå af DBUs forretningsudvalg (formand, næstformand, kasserer og to bestyrelsesmedlemmer), DBUs generalsekretær samt 2-3 udefrakommende erhvervsfolk.

Den adm. direktør er således ansat af bestyrelsen i aktieselskabet, og vil ligeledes referere til samme bestyrelse i det nye selskab.

“Vi føler os overbeviste om, at Katja Moesgaard med sin uddannelse, erfaring og personlighed er den helt rigtige til at videreudvikle vores portefølje i en ny, kommerciel retning. Vi har haft et meget stærkt ansøgerfelt, som bekræftede os i, at DBU er en attraktiv virksomhed, og vores produkter er spændende at videreudvikle for kompetente mennesker,” siger DBUs formand Allan Hansen, som også er bestyrelsesformand i aktieselskabet, og fortsætter:

Katja Moesgaard tiltræder formelt sin nye stilling ved årsskiftet.

MECs adm. dir., Claus Gilbert Clausen, ærgrer sig over, at måtte sige farvel til Katja Moesgaard.

“Jeg har været rigtig glad for samarbejdet med hende, men hun har fået en fantastisk chance, og så er det bare at ønske hende held og lykke,” siger Claus Gilbert Clausen og tilføjer:

“Det er kommet ret hurtigt, så jeg har ikke nået at træffe en beslutning om, hvad der skal ske. Jeg er nu igang med at scanne markedet både internt og eksternt for egnede kandidater, og jeg er meget åben over for mulighederne.”