Kreativ direktør bliver marketingchef

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Isenkræmmerkæden Inspiration har fået ny marketingchef – og han kommer til jobbet med 36 år som bureaumand i bagagen.

Ind imellem ser man en trafik mellem bureauer og kunder. Men det hører til sjældenhederne, at en kreativ direktør bliver marketingchef.

Ikke desto mindre har Steen Sirian foretaget den rejse. Efter 36 år som rådgiver, kreativ direktør og bl.a. medejer af Andersen & Blæsbjerg hedder hans titel nu marketingchef i isenkræmmerkæden Inspiration. Og det jobskifte har været noget af en øjenåbner.

“På den ene side har jeg en indsigt, som gør, at jeg tror, at bureauerne oplever mig som en anderledes kunde. Men samtidig har jeg lært en masse ting, som jeg ville ønske, jeg havde lært noget før, om hvordan man håndterer dialogen mellem bureau og kunde,” siger Steen Sirian.

Han forlod Andersen & Blæsbjerg for fem år siden og gik til Brandhouse. Men her stoppede han for et år siden, og har siden arbejdet med free-lance opgaver – bl.a. for Frank Sørensen, mens han stadig var adm. dir. for SuperBest.

De to kender hinanden godt, for SuperBest har tidligere ligget hos Andersen & Blæsbjerg.

Frank Sørensen er siden blevet adm. dir. for Inspiration.

“Nogle af mine opgaver indebar hjælp til dialogen med bureauer, så jeg var tunet ind på det at skifte side af bordet. Derfor var det reelt let at træffe beslutningen, da Frank spurgte om jeg ville have jobbet,” siger Steen Sirian.