Kreativ direktør og partner forlader Co+

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Hos Co+ har man dog valgt ikke at søge en ny kreativ direktør. I stedet giver man stafetten videre til fire senior kreative.

Efter næsten otte år sammen med Gaute Høgh, siger Claus Møllebro nu farvel til makkerskabet og rollen som kreativ direktør og partner i Co+.

Han har været med lige fra start, da bureauet trådte frem for offentligheden under navnet Co+Høgh og landede teleselskabet 3, som fortsat er kunde hos Co+. Men nu er det tid til forandring.

“Efter næsten otte år på bureauet synes jeg, det er tid til at prøve kræfter med nye udfordringer,” siger Claus Møllebro.

Han kan endnu ikke sige noget om, hvad han skal lave i stedet. Rygterne knytter ham dog sammen med AdPeople, der er et af landets største bureauer.

“Jeg arbejder på forskellige muligheder for mit fremtidige virke. Men endnu er ingen af dem faldet på plads. Mere kan jeg ikke sige,” siger Claus Møllebro.

Hos Co+ beklager Gaute Høgh, at Claus Møllebro har valgt at stoppe.

“Claus er super dygtig og jeg har været glad for samarbejdet. Men nu ønsker han at søge nye udfordringer, og sådan er det,” siger Gaute Høgh.

Der kommer ikke som sådan en ny kreativ direktør som erstatning for Claus Møllebro. I stedet overtager fire senior-kreative ansvaret.

“De har alle været hos os i en årrække, og kan sagtens bringe bureauet videre. Desuden kender kunderne dem godt, så kontinuiteten vil være der,” siger Gaute Høgh og tilføjer, at bureauet i stedet vil søge at opruste med nogle yngre kræfter.